7.800 forskellige genstande – tre fjerdedele personlige effekter og en fjerdedel elektroniske – blev glemt i Københavns Lufthavn i årets fem første måneder.

Køen er lang. Snor sig langs rækken af scannere i Københavns Lufthavns Security. Folk tripper. Kikker på klokken, som bevæger sig lige så langsomt som køen.

Endelig fremme. Jakken af. Tømme lommer. Laptop op af håndbagagen. Posen med væskerne ligeså. Bæltet af – nogle gange også skoene, hvis detektoren giver udslag, når man går gennem den.

Det er hektisk, mange mennesker og travlhed, og det er her, det går galt.

Det er her, ejendele glemmes, når alt ens løsøre skal samles sammen på den anden side af scanneren.

Mellem 80 og 90 pct. af alt, hvad passagererne glemmer i Københavns Lufthavn, glemmes i Security.

Flere glemte ting end statistikkerne viser

»Det er en stressende situation for passagererne. Vi kan se i statistikkerne, hvordan antallet af glemte sager steg markant efter 2006, hvor reglerne om væsker blev indført, og hvor folk nu skulle have flere ting op af deres tasker og håndtere flere bakker,« siger securitychef Johnnie Müller.

Han tilføjer, at antallet af glemte effekter faktisk er endnu større end statistikkerne viser. Personalet når nemlig i langt de fleste tilfælde at få øje på de glemte sager i bakkerne og få råbt deres ejermænd an, inden de forsvinder ind i afgangsterminalenerne.

Når personalet ikke at få fat i de passagerer, som er gået fra deres ting, indleveres de fundne sager til passagerservice. Her bliver tingene registreret, og de opbevares i 48 timer, hvor ejermændene kan få dem igen, inden de glemte sager sendes videre til Københavns Politis Hittegodskontor.

Proceduren i hittegodskontoret er, at de glemte ting opbevares fra en til tre måneder afhængig af deres værdi. De mindst værdifulde effekter destrueres efter en måned, mens de mere værdifulde sættes på auktion gennem lauritz.com. Det er typisk kameraer, ægte smykker og computere, hvor harddisken bliver fjernet inden. Indtægterne fra auktionerne går i statskassen.

Mobiltelefoner og iPads destrueres altid, da de kan indeholde personfølsomme oplysninger.

De glemsomme rejsende

I årets første fem måneder har Københavns Lufthavns passagerservice registreret 7.800 glemte genstande. Og det er det utroligste, folk kan finde på at glemme, som Johnnie Müller udtrykker det.

Tandproteser, »voksenlegetøj«, spadserestokke, rollatorer og en trehjulet el-scooter er blandt de mere specielle fund.

Langt de fleste glemte ting er mindre personlige ting, ikke mindst bælter. En medarbejder regnede sidste år for sjov ud, hvor langt de seneste 15 års glemte bælter ville række: Resultatet blev 10 kilometer.

Af de genstande, som i årets første fem en halv måned er glemt, er knap 23 pct. elektronisk udstyr, mens resten er personlige effekter. Af det elektroniske udstyr er næsten halvdelen computerudstyr, især ledninger og strømforsyninger, mens knap 30 pct. er mobiler.

Hvis du har glemt noget

  • Københavns Lufthavns passagerservice registrerer de fundne effekter fra både terminalerne og fly, der ankommer til København, i en database, hvor man selv kan søge efter sine glemte sager. Den hedder missingx.com
  • Finder du det, du har mistet, skal du udfylde en kontaktformular.
  • Man kan selv hente sine glemte ting hos CPH Hittegods, Serviceinformationen i Terminal 3, der er åbent dagligt kl. 9 til 15.
  • Lufthavnen opbevarer gerne det glemte til senere afhentning. Det koster 50 kr. pr. dag gældende fra den dag, effekten er registreret. Eller tingen kan sendes, hvilket gøres pr. efterkrav for et gebyr på 150 kr. plus porto.
  • Har du glemt noget i et Easyjet fly, bliver den opbevaret af selskabets personale i lufthavnen, som kan kontaktes mellem kl. 9 og 18 på telefon: 31 63 67 10. Efter en uge bliver de fundne effekter sendt til Easyjets hittegodsafdeling i England.
  • Har du glemt noget i et Singapore Airlines fly, kan selskabet kontaktes på telefon: 32 52 12 55
  • Glemmer du noget i fly, som ikke er Easyjet eller Singapore Airlines, er det Københavns Lufthavns passagerservice, der tager sig af det, og som du skal kontakte via missingx.com

Grafik over glemte ting

Her kan du se, hvordan nogle af de glemte sager fordeler sig.
Her kan du se, hvordan nogle af de glemte sager fordeler sig. Foto: BM Grafik
Vis mere