Med sine brede palmestrande, regnskove og farverige koralrev omtales Tobago af mange som det ægte Caribien. Rejseliv gik i land på den lille ø.
Det er den fredelige lillebror til den feststemte og pulserende broder-ø Trinidad i Caribien. Her, de lokale fra Trinidad holder ferie, når de trænger til at komme væk fra pulsen i republikkens hovedstad Port of Spain.
Englænderne har været her. Hollænderne satte nationalflaget i jorden. Og også franskmændene gjorde krav på den caribiske ø, endda af flere omgange.
I dag har Tobago et miks af flere forskellige kulturer, som er med til at gøre øen til et interessant sted at besøge. Der er flere måder at gribe øen an på, her er fem af dem.
1. Besøg lokalbefolkningen
Set fra vandsiden er stranden ved den lille fiskerlandsby Charlotteville som at træde ind i en befolket jungle. Mandeltræer, palmetræer, banantræer og træer med den særlige, lokale frugt »breadfruit«, der smager som kartoffel, står tæt som et grønt tæppe hen over bjergsiden.
Det har lige regnet, og fugten klæber til huden, når man sidder under palmerne, der hænger dovent over sandet, hvorfra man kan betragte bølgerne, der skyller ind på stranden, hvor fiskernes hvidmalede både ligger.
Et par lokale mænd drikker Shandy Carib Ginger-øl og holder øje med gaden, hvor forbipasserende biler dytter »hej«.
Fra et træ hænger fiskenet med røde pontoner, og ved siden af står kasser stablet med fiskernes udstyr.
Nogle af bådene vender på hovedet og bliver tydeligvis ikke længere brugt til at fiske. Skrogene er revet itu, og der er malet rød og blå graffiti på siden.
Et stykke derfra står en flok mænd i 40’erne under et halvtag og parterer de fisk, som fiskerne kommer ind med i løbet af dagen. »Hold snapper«, en rødlig fisk på en halv meter, udgør dagens fangst.
Ved siden af står en gammel vægt, hvorpå fisken vejes, og prisen fastsættes. De lokaler venter tålmodigt i kø og peger på de stykker, de vil have, mens sorthovede måger kæmper om at få et stykke af resterne med i næbet.
Charlotteville er en klassisk landsby på Tobago. Her kan man få sig en snak med fiskerne på stranden eller smage det lokale mad, kreol, der er en betegnelse for ris, spinat, tørrede bananer og forskellige sammenkogte retter så som kylling, lam eller fisk. Oftest serveret i en papskål, der er til at tage med i hånden.
Et besøg i Charlotteville er en god mulighed for få et indblik i de lokales liv.
Det får man også, hvis man om aftenen besøger »Sunday School«, en landsbyfest med livemusik, dansegulv og telte, som de lokale på Tobago mødes under hver søndag aften.
Kalypsomusikken fra det ti mand store stealpanorkester kan høres på flere meters afstand, når man nærmer sig.
Rytmerne fra Bob Marleys »No Woman No Cry« og nyere hits som »All of me loves all of you« banker blødt i mellemgulvet og får mange ud at danse. Både unge turister fra England, der er kommet for at have en sjov aften i byen, og et ældre svensk ægtepar, der nikker i takt til musikken fra deres stole i kanten af dansegulvet.
Og selvfølgelig de lokale fra landsbyerne, der med deres rytmiske kroppe får enhver turist, som forsøger at ryste rumpen og vrikke med hofterne i caribisk salsastil, til at blegne.
De er her for at »lime.« Det er det, de kalder det. Egentlig betyder det »at feste«, men der er langt fra tale om en fest, som man kender det fra det skandinaviske natteliv på barer og diskoteker med pumpende bas og bitre shots. Det her er en fest, hvor unge som gamle mødes for at hygge sig, tale sammen og have det sjovt et par timer til god musik.
2. Oplev øen fra vandsiden
Paddle-boardet er større end forventet. Det skal nok kunne bære. Alligevel ryster fødderne, når man skal rejse sig fra en sikker position på knæ til en mere krævende position stående midt på brættet ved første lektion i disciplinen stand-up paddle.
Sandet er blændende hvidt og skinner, når den bagende sol, der hænger højt på himlen her midt på dagen, rammer det. Palmerne står yndefulde langs stranden og giver skygge til en flok turister, der har sat sig med en bog i sandet for at slappe af.
Stranden er formet som en tynd tange, der går ud i vandet, og man kan skimme det glitrende sand på den anden side af park-anlægget, der er anlagt i tangens midte.
Og så er der vandet. Det caribiske hav har hele farvepaletten i den blå skala: Lyst – ja, faktisk gennemsigtigt – inde ved strandkanten, koralblåt få meter længere ude, hvor fiskene svømmer mellem tæerne på strandens badende gæster, og dybblåt ude i horisonten, hvor både sejler turister op langs kysten.
Pigeon Point er en af de mest kendte strande på Tobago. Her dyrkes masser af vandaktiviteter, fra stand-up paddleboards og vandscootere til om vinteren surfing, når vinden er kraftig nok til det.
Her er et smukt rev, som bør udforskes med snorkel og dykkerbriller. De flotteste koraller findes i små bugter, der ikke er tilgængelige til fods, da de ligger ud til klippesiden, men som man kan komme frem til ad søvejen – for eksempel med en båd med glasbund, hvor man kan betragte de mange farvestrålende fisk, der svømmer rundt mellem koralerne.
Mange vælger også at tage på en heldagstur med katamaran, for eksempel »Island Girls Sail Charters«.
Da den sejler fra land, foregår det for fuld motorkraft hen over bølgerne til lyden af reggae-musik fra højtalerne. Bølgerne er aldrig voldsomme, men farten tager til, og katamaranen hopper hen over vandet, som skvulper op på passagererne, der har sat sig ude foran i et flettet net for at mærke den caribiske vind i ansigtet. Flere af dem med en af de rom og juice-drinks, en skibsdreng har mikset fra den lille bar midt på båden.
Katamaranen lægger til i Cutton Bay, også kaldet »Paradise Bay«. Formentlig på grund af det paradis, der gemmer sig under havoverfladen. Her svømmer store, caribiske fisk i hvide, sorte og gule farver rundt mellem revets små huler og kroge. Når man ligger med sin snorkel i havoverfladen, kommer de så tæt på, at man næsten kan røre deres glatte overflade.
Særligt de mindste er legesyge. Men den mest interessante alle er pilrokken, der som et flydende tæppe kommer svævende gennem vandet med sin sylespidse hale.
En dagstur med en katamaran varer typisk fire-fem timer og koster omkring 450 kroner inklusivt fri bar og frokost.
3. Tag ud i regnskoven
Det har regnet. Tunge dråber hænger som perler på spidsen af banantræernes blade og må til sidst overgive sig og falde ned i nakken på dem, der passerer forbi 15 meter under dem. Lugten af nyfalden regnvand sætter sig i næsen og fugten klæber til huden, jo dybere ind i regnskoven man bevæger sig.
Store dele af Tobago er dækket af regnskov.
I den nordlige del af øen er skoven fredet område, hvor man kan følge markerede vandreruter dybt ind mellem banantræer, mandeltræer, silkeuldstræer og bambus importeret fra Asien for mange år siden.
På den nordøstlige del er skovområdet ikke fredet. Tværtimod har man flere steder fældet en del af bambussen for at gøre plads til, at turister kan færdes.
Der er nemlig en særlig grund til at komme her. Udover at man kan opleve mere end 220 fuglearter, bæltedyr og slanger – dog ingen giftige, lød vurderingen ved sidste tjek – gemmer Argyle-vandfaldet sig som en oase midt inde i den tætte bevoksning.
Vandet falder hårdt mod klippevæggene og kan høres længe, inden det kan ses.
Helt tæt på er lyden voldsom. Trykket fra vandet er så hårdt, at det skaber støvregn, der sætter sig på huden og løber ned ad nakken.
Længere oppe flader klippevæggen ud. Her kan bade i et lille bassin af grønt vand, farven stammer fra regnskovens træer og planter, der hænger ind over det lille vandhul, og er fuldstændig rent.
Regnskovens største skat gemmer sig dog 20 meter højere oppe endnu. For at komme derop skal man klatre op langs klippevæggen. Fødderne glider på de våde klippestykker, der er hugget ud som trappetrin, og som går stejlt opad. Hvert skridt er en prøvelse og kræver, at man holder fast i et reb, der hænger ned fra en tyk gren.
De lokale tager turen herop alene, men som turist anbefales man at gøre det i selskab med en guide.
På toppen når man vandfaldets udspring. Det er opdelt i to plateauer – ved det første falder vandet fem meter ned og går man ind under det, er det som at tage et brusebad i lunt lækkert vand.
4. Kakao-land
Tobago er et af de få steder i verden, hvor det er varmt og samtidig regnfuldt nok til at dyrke den eksotiske kakaobønne, og fem minutters kørsel fra Argyle-vandfaldet finder man Tobaco Cocoa Estate, den eneste fungerende kakaoplantage på øen. Tidligere blev der losset massevis af sække med kakao på skibe fra Tobago og ud til resten af verden, men efter en voldsom orkan i 1963, Hurricane Flora, blev mange af øens kakaoplantager ødelagt. I dag er det en noget mindre, omend fortsat vigtig, lokal forretning.
Hele kakaoplantagen er plantet i et område fuld af bambus, som man måtte brænde ned for at få plads til at plante de i alt 12 forskellige kakaosorter, som gror her. Blandt andet Trinitario-bønnen, der går for at være af særlig høj kvalitet.
Det tager seks måneder at udvinde den frugt, hvori bønnerne sidder. Når kakaobønnerne er høstet, sender virksomheden dem til en handelspartner i Frankrig, der omdanner det til chokolade og videresælger det. Chokoladen kan herefter købes i specialforretninger rundt om i verden. Blandt andet i Tyskland, USA og Sverige. Og Danmark.
Der arrangeres grupperundture og rom- og chokoladesmagninger om aftenen for cirka 45 kroner per person for grupper på mere end ti mand.
Højsæsonen for turistbesøgene er mellem november og marts. I denne periode har virksomheden op mod 100 besøgende om dagen.
5. Dyk ned i kulturen
Bryllupsgæster valser ned ad landsbyens gader, vrikkende til trommerytmerne, der buldrer ud af en stor, transportabel højtaler, som køres på et lad.
Solen bager, men ingen lader til at tage sig af det, selv om de er iført silkekjoler med tyl eller habitjakker og høje hatte.
Det, der er i gang, er en gammel tradition; opførelsen af et engelsk bryllup, som det blev afholdt på Tobago for mange år siden.
Ceremonien udføres hvert år i juli måned som en del af Tobagos Kulturarvsfestival. Henover året er der et hav af lignende kulturarrangementer, og hvis man gerne vil have en bedre forståelse af, hvor alle disse traditioner stammer fra, er det værd at besøge et af øens museer.
King Fort George ligger i byen Scarborough på den sydlige del af øen. Selv efter den voldsomme Hurricane Flora i 1963 står murstensbygningen stadig intakt med sine originale buegange bygget i sten i 1770erne.
Ud over at være et gammelt engelsk fort med kanonposter og forsvarsværker er det et museum med kulturgenstande fundet på Tobago helt tilbage fra år 800 efter Kristi fødsel. I glasvitriner står sten brugt som våben udstillet sammen med rester fra lerpotter formet som dyreansigter. Det har alt sammen været brugt af amerinderene, som de indfødte på Tobago hedder.
Det siges, at der ikke er nogen amerindere tilbage på øen i dag. Ifølge historiske tidsskrifter var de indfødte ikke i stand til at gøre nævneværdig modstand, da englænderne, hollænderne og franskmændene på skift forsøgte at tage magten over øen. I stedet lod de som om, de var kannibaler, der ville spise enhver, der satte fod på den caribiske ø. Det fik imidlertid soldaterne til at slå enhver potentiel menneskeæder ihjel.
Den kulturarv, der præsenteres for turister på Tobago i dag, bygger derfor primært på de tidligere kolonimagters skikke.
Det kommer først og fremmest til udtryk i den kunst, de lokale og udenlandske kunstnere kreerer på Tobago. På galleriet i kulturbygningen Shaw Park kan man gratis se forskellige maleres portrættering af øens natur og kultur.
Kunstnere fra Tyskland, USA og Cuba har gennem årene fundet inspiration i de fantastiske naturomgivelser og festivaler, øen har at byde på, og illustrationer af dansende kvinder med struttende skørter og gedevæddeløb i marken malet i alt fra akryl- til oliemaling er populære motiver.
I alt hænger her omkring 150 værker, der alle er nøje udvalgte ud fra kunstnernes evne til at vise de mange forskellige aspekter af Tobago. Samlingen udskiftes hver anden måned, og hvert enkelt kunststykke er til salg.
