Regeringen skyder 176 milliarder kroner i byggesektoren – og ledige danskere skal kvalificeres til de tusindvis af nye job, det skaber. Investeringen blegner dog stadig i de fede tiders lys.

En fast forbindelse til Tyskland, et fængsel, 15,5 kilometer metro og en række supersygehuse.

Det er blot nogle af de kæmpemæssige anlægsprojekter, som rulles ud landet over gennem de kommende 10-15 år. Sammenlagt er der fra det offentlige planlagt investeringer for 175,7 milliarder kroner inden for transport, sundhed og boligområdet. Dertil kommer det nye fængsel på Falster til én milliard kroner, skriver Berlingske.

Beskæftigelsesministeriet har vurderet, at de offentlige milliardinvesteringer vil skabe 20.000-25.000 job hvert år frem mod år 2020, og den jobfest skal danskerne have del i.

Derfor har ministeriet udpeget et ekspertudvalg, der skal kigge på arbejdsstyrkens kvalifikationer.

Formanden for udvalget bliver administrerende direktør for Sund & Bælt Leo Larsen:

- Alle er interessante. Men den brede arbejdskraft i håndværksfagene og de ufaglærte er interessante, fordi det er dem, der let ville kunne blive substitueret af udenlandsk arbejdskraft. Min personlige holdning er, at det vil være utrolig ærgerligt, hvis der kommer et influx af udenlandsk arbejdskraft, når vi har så mange ledige gående, siger Leo Larsen, der også sidder på formandens plads i Trængselskommissionen, til Berlingske.

De mange milliarder til anlægsprojekterne klinger sødt i ørerne hos 3F. Gunde Odgaard, der er sekretariatschef i 3Fs BAT-kartel, mener, at investeringerne kommer som en veltimet redningskrans til en underdrejet branche.

- Det kommer på det rigtige tidspunkt, for det halter med byggeriet på privatboligmarkedet. Der er ikke meget i konjunkturerne, der tyder på snarlig bedring, så jeg er ikke bange for, at det skaber nogen overophedning, forklarer Gunde Odgaard til Berlingske.

176 milliarder kroner er rigtig mange penge, men selv set i forhold til de normale år inden byggeboomet, så er det slet ikke så prangende.

- De offentlige investeringer ligger på et højt niveau, men stort set alt privat byggeri er stoppet. De offentlige anlæg giver noget, og det er vi taknemmelige for, men det er desværre ikke det, der får træerne til at vokse ind i himlen, siger direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, til Berlingske.

I år 2004, der var det sidste »normale« år, inden byggefesten for alvor tog fart, var produktionsværdien i bygge- og anlægsbranchen på 218 milliarder kroner De offentlige investeringer over de næste 10-15 år dækker dermed over cirka 90 procent af et normalt år.

Henrik Garver, der er administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, lader sig heller ikke overrumple af det trecifrede milliardbeløb.

- Det er et voldsomt stort tal, men holdt op mod det historiske niveau, så er det ikke helt så markant. Mellem 2007 og 2011 alene lå anlægsinvesteringerne fra staten, regionerne og kommunerne på 310 milliarder, siger Henrik Garver til Berlingske.