»Selvfølgelig kommer vi i Folketinget. Spørgsmålet er kun, hvor mange mandater vi får.«

Sådan lyder det selvsikkert fra højrefløjsdronning Pernille Vermund.

Hun er midtpunkt i den største vælgervandring siden valget. Den går nemlig fra Dansk Folkeparti til hendes purunge parti Nye Borgerlige.

Det viser en analyse, valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har foretaget for Altinget på baggrund af næsten 11.000 Gallup-interviews.

Med en stram udlændingepolitik, en ultraliberal økonomisk politik og hård EU-modstand har hun siden efteråret erobret 41.000  vælgere fra DF og godt 20.000 fra Liberal Alliance, viser analysen.

»Vi er det parti, de Konservative burde have været: Nemlig et parti som både har en borgerlig økonomisk politik og værner om vores værdier. Havde Konservative løst det for år tilbage, havde der hverken været brug for DF eller LA. Men det er klart, vi får nogle vælgere fra DF, som foretrækker en borgerlig økonomisk politik. Jeg synes, det er utroligt, at DF ikke har fået flere stramninger igennem ved at sidde på de afgørende mandater i mange år.«

»Og så får vi nogle vælgere fra LA, som er skuffede over, at partiet ikke har fået mere ud af at gå i regering. LAs strategi er meget kortsigtet. Anders Samuelsen burde være gået hele vejen i sine krav om topskattelettelser, også selv om det havde udløst et valg. I stedet for at sælge ud og lade sig fedte ind i Venstres halvsocialdemokratiske politik,« lyder det fra Pernille Vermund.

Hendes parti har siden det blev stiftet, bevæget sig både over og under spærregrænsen, men partistifteren er godt tilfreds.

»Mange kender os slet ikke endnu, og vi vil få mere opmærksomhed, når vi kommer tættere på et valg. Jeg har tidligere gennemført en halv ironman så jeg har det fint med lange distancer. Og der er helt sikkert brug for os,« siger hun.

DFs næstformand Søren Espersen er ikke bekymret for konkurrencen.

»40.000 stemmer svarer til halvandet mandat, Jeg ønsker dem held og lykke, men der er lang vej endnu. Det er sjældent, det parti er over spærregrænsen,« siger han.

»Nye Borgerlige er jo et nyt Fremskridtspartiet - en markant udlændingepolitik og en meget liberal økonomisk politik, som også Glistrup havde. Vi har en stærk social profil, og det laver vi ikke om på. Men det er da klart, at nogen foretrækker Glistrups politik. Men vi fik 741.000 stemmer ved sidste valg. Så 40.000 er kun et bølgeskvulp. Den bedste garanti for en stram udlændingepolitik er Dansk Folkeparti,« siger Søren Espersen.

Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund siger::

»Jeg ved faktisk ikke, hvad deres økonomiske politik går ud på. Jeg opfatter dem som et enkeltsagsparti, der går meget op i Islam og udlændingepolitik og ikke så meget andet.«