Rusland har bragt et nyt våben i spil på den ukrainske slagmark. Et våben som forårsager massive ødelæggelser og store tabstal for Ukraine. Det skriver CNN

Det nye våben er bomben FAB-1500, som vejer halvandet ton,  hvoraf knap halvdelen er sprængstof. 

Udover bombens betydelige sprængkraft, har den adskillige egenskaber, som skaber problemer for Ukraine. 

Bomben kan kastes fra et jagerfly op mod 60-70 kilometer fra dets mål. Det er udenfor rækkevidde af meget af Ukraines luftforsvar. 

FAB-1500 er udstyret med et avanceret målsøgningssystem og vinger, som tillader bomben at glide gennem luften mod målet og på den måde gør det muligt at affyre den fra længere afstande. 

Ifølge CNN, har bomben allerede forårsaget alvorlige skader på ikke blot ukrainske styrker, men også kraftværker og fabrikker. 

Der findes langt mere avancerede missiler og bomber end FAB-1500. Bombens fordel ligger et andet sted. FAB-1500 er nemlig ikke alene effektiv, den er også billigere end missiler. 

FAB-1500 er i virkeligheden konverterede fritfaldsbomber fra Sovjet, som for relativt få midler opgraderes til mere effektive, avancerede og betydeligt mere præcise våben.