Birthe Rønn Hornbech har behandlet sine embedsmænd uværdigt i sagen om de statsløse, mener fagforeningen Djøf.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har behandlet sine embedsmænd "uværdigt og uklædeligt". Sådan lyder den krasbørstige kritik fra embedsmændenes fagforening, Djøf.

- De medarbejdere har været under et kolossalt pres, fordi de fuldstændig fejlagtigt er blevet skudt i skoene, at de har gået med skyklapper på og hvad ved jeg, siger formanden for de offentlige chefet i Djøf, Per Hansen, med direkte adresse til Birthe Rønn Hornbech.

Tirsdag fortalte to af Birthe Rønn Hornbechs embedsmænd anonymt til Dagbladet Information, at Rønn flere gange var blevet personligt advaret om, at Danmark handlede i direkte strid med to FN-konventioner i behandlingen af statsløses rettigheder.

Rønn Hornbech har, siden sagen kom frem, begrundet det årelange konventionsbrud i sit ministerium med med "en undladelsessynd" i ministeriet, hvor folk har "gået med skyklapper på".

Ifølge Rønn selv var hun derimod selve årsagen til, at konventionsbruddene blev opdaget.

- Ministeren har ikke gjort sig de store anstrengelser for at beskytte sine medarbejdere. Tværtimod, siger Per Hansen.

Han afviser, at embedsmændene har brudt loven.

- Det er fra start til slut en politisk sag, som skal finde en politisk løsning, siger han.

/ritzau/