Kommentar: 32 procent? For hvad? Venstre tror det er en stående hyldest. Det er i bedste fald et monumentalt fravalg
Jeg forstår ikke helt, hvorfor hver tredje dansker i dag ville stemme på partiet Venstre. Og inden I snubler over hinanden med gode bud, så kan der ganske rigtigt skrives Tolkien-tykke bøger om, hvad jeg ikke forstår. Og flertallet har jo altid ret. Men er 32 procents opbakning en stående hyldest til Venstre eller et monumentalt fravalg af andre?Venstre er i dag et parti, som jeg faktisk ikke ved, hvor jeg har. Partiet tog ikke fat i 00′erne, da man havde muligheden. Lars Løkke Rasmussen bryster sig i dag af alle de store reformer, der blev lavet i hans tid og de 95.600 sæt hænder, hans regering øgede arbejdsudbuddet med. Men det var reformer, som hans kære erhvervsliv havde tryglet og bedt om i årevis og som et flertal i befolkningen (59 procent) for længst var klar til, inden Løkke (hjulpet af de radikale) fandt det nødvendige mod til at lancere tilbagetrækningsreformen.
I opposition har Venstre i flere omgange tumlet bemærkelsesværdigt rundt og puster sig alligevel ved enhver lejlighed landsfaderligt op og taler ned til vælgerne. Mest komisk blev, da Claus Hjorth og Vestager via sms fixede skattereformen, mens Løkke var i Rio og især nordlige omegn. I skattesagskommissionen formåede Løkke at løbe fra udtalelser, som i hvert fald 600.000 af os havde set på direkte tv (studieværten hørte bare ikke efter, lød den umanerligt søgte forklaring).
I disse dage er det så skolereformen, der er ved at gå op i en blanding af Kina-panik (efter udsendelserne om 9.z) og populisme. Lærerne skal ifølge oppositionen skabe ro i klassen og det vil indebære byger af nyt bureaukrati, selvom en historisk konflikt netop har bevirket, at de skal undervise mere. Og i en tid, hvor vores samfund har brug for fokus på erhvervsuddannelser og få samlet op på de mindst boglige ved at genetablere respekten for det faglærte arbejde, så har Venstre foretaget en kovending og er nu pludselig imod det visionære i skolereformen og taler for mere traditionel undervisning.
Fredag kunne Jyllands-Posten så fortælle, at mange Venstre-borgmestre tæt på virkeligheden (og valget) var tilfredse med regeringens dagpengeløsning. Venstre-toppen har derimod været stærkt kritisk, kaldt det en lappeløsning og manisk talt om, at de truede personer ikke skal have forsørgelse, men et job. Ellen Trane Nørby gik i JP nærmest i komiske Ali-mode ved at gennemføre hele koncerten på én streng: Job, job, job. Som jo altså ikke kommer bare, fordi Ellen siger det.
Flere insidere melder om, at regeringen i dagene op til lanceringen var bange for, at Venstre skulle komme først med forslaget. Og mere og mere får jeg i hvert fald et indtryk af en ophøjet grad af populisme og positionering fra Venstre-lejren.
Løkkes person fylder også en del. Han optræder ofte arrogant, bedrevidende og sågar nedladende frem for at anerkende, at den reelt knækkede part – regeringen – gennemfører ting, som han ikke havde mandsmod nok til. Og indefra forhandlings-kontorerne tales der ofte om den styrke, troværdighed og konstruktivitet, som Venstres chefforhandler, Peter Christensen, kommer med, mens man frygter for Løkkes deltagelse, når ‘der går landsfader i den’, som en kilde formulerer det.
Her godt to år før næste valg ligner Lars Løkke Rasmussen Danmarks næste statsminister. Gad vide, om det er klog strategi, at han også opfører sig sådan.
Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann
