Finansministeren glæder sig over positive væksttal. Regeringens vækstpakke er dog stadig nødvendig, mener han.

Dugfriske væksttal fra Danmarks Statistik bekræfter, at regeringens vurdering af dansk økonomi er korrekt.

Sådan lyder finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) udlægning af, at Danmark ifølge nye tal alligevel ikke er i recession, og at økonomien viser positiv vækst på 1 procent i andet kvartal.

- Det bringer os i klasse med de bedste lande, og jeg noterer, at vi ikke har været i recession, da tallene er opjusteret. Der bekræfter de prognoser, vi har lavet i Finansministeriet. Vi siger, at vi er inde i et moderat, men bumlet opsving, siger han til Ritzau.

Hjort er dog fortsat bekymret for det faldende private forbrug. Han kæder danskernes påholdenhed sammen med uro i verdensøkonomien og generel mistillid.

- Derfor er pakken Holdbar Vækst doseret på den helt rigtige måde. Den sætter ind der, hvor Danmark har brug for det - nemlig i forhold til det bundfrosne boligmarked og det faldende private forbrug.

Det siger han med henvisning til den vækstpakke, som regeringen dog ikke kan sætte flueben ud for.

Det lykkedes nemlig ikke inden valgudskrivelsen at få en aftale på plads med Dansk Folkeparti om pakken.

Spørgsmål: Hvorfor vil regeringen bruge 10,8 milliarder kroner på en vækstpakke, der blandt andet skal stimulere det offentlige forbrug, når der i forvejen er vækst, og når den vækst til dels er båret af offentligt forbrug og investeringer?

- Vi skal jo skabe tillid hos forbrugerne. Der er mange penge i husholdningerne, men man er usikker derude. Ved at fremrykke offentlige investeringer kan vi sætte ting i gang allerede i år. Det giver øget beskæftigelse.

Spørgsmål: Hvordan hænger det sammen med regeringens ambition om nulvækst i det offentlige forbrug, at det stiger med 0,9 procent?

- Vi føler sådan set, at det er på sporet. Vi oplevede i første kvartal en stærk opbremsning i det offentlige forbrug. Den stærke opbremsning har ikke fundet sted i andet kvartal. Men vi regner med, at det offentlige forbrug ligger på et stabilt niveau, siger finansministeren.

/ritzau/