Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen mener, at den voksende og sunde fiskebestand i dansk farvand skyldes den stramme regulering på området. Nu skal fiskerne have lov til at slæbe flere fisk med hjem på båden.

Det er resultatet af mange års stram regulering og hårdt arbejde, der nu giver resultater for fiskebestanden, der disse år stortrives i Kattegat og Nordsøen.

Sådan siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), efter Politiken søndag skriver, at det vrimler med gydetorsk i Nordsøen og rødspætter i Kattegat og Skagerrak, og kvoten for brisling står til at blive mere end fordoblet.

»Det er virkelig positivt, at den stramme forvaltning ser ud til at være lykkedes, og at der for rigtig mange fiskearter er en fremgang herhjemme. Det er lige præcis det udfald, som vi har gået håbet på, og det giver muligheden for at give nogle mere lempelige fiskerimuligheder,« siger Eva Kjer Hansen til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Det er lykkedes at knække kurven gennem den strenge regulering, som virkelig er blevet diskuteret gennem årene og kritiseret af fiskerne. Men reguleringen har altså været vigtig for at bringe fiskebestanden op igen, og nu er det vigtigt at sikre den fortsat positive udvikling,« siger ministeren.

EUs ofte udskældte fiskeripolitik har siden 1983 efter en lang periode med overfiskeri søgt at opnå en tilstand, hvor fiskebestandene var i ligevægt på det højeste mulige niveau.

Politiken skriver, at det generelle billede i hele Nordsøen er, at området er på vej mod en bedre balance, hvor man kan øge fiskerimulighederne igen, hvilket vil give fiskerne højere kvoter.

I Fiskeriforeningen glæder man sig over udviklingen og ser frem til de nye højere kvoter i 2016, men formand Svend-Erik Andersen håber, at Eva Kjer Hansen allerede i indeværende år ekstraordinært vil forhøje kvoterne. Det vil Eva Kjer Hansen først komme nærmere ind på, når tallene er blevet nærlæst.

»Jeg vil de kommende dage granske tallene nærmere, og så vil jeg kigge på, hvad der er af muligheder for at give en kvoteforhøjelse til firskerne. Men vi skal absolut holde fast i, at der skal være en fornuftig regulering, og vi skal fortsat følge bestandens udvikling nøje, for fiskebestanden skal gerne have det rigtig godt på den lange bane også,« siger Eva Kjer Hansen.