Regeringen vil bruge Kammeradvokaten til at »følge alle spor,« så der kan placeres et erstatningsansvar hos Nordic Wastes ejer Torben Østergaard-Nielsen. 

Men det er misbrug af Kammeradvokaten med et politisk formål, lyder kritikken. Flere eksperter siger nemlig allerede nu, at det er udenfor enhver tvivl den danske lovgivning er på Torben Østergaard-Nielsens side. 

Han kommer ikke til at betale for oprydningen af rettens vej.

»Regeringen bruger Kammeradvokaten af politiske årsager. Ikke juridiske. Set udefra, så virker det som misbrug af Kammeradvokatens ressourcer,« siger Lars-Christian Brask, erhvervsordfører for Liberal Alliance. 

Ude på Copenhagen Business School er professor i selskabsret, Søren Friis Hansen, af den klare overbevisning, at Torben Østergaard-Nielsen ikke kan pålægges at samle regningen op for de flere millioner tons jord, der truer lokalmiljøet ved Ølst. 

»Nej, han kan ikke gøres erstatningspligtig. Loven er ret klar på området,« siger Søren Friis Hansen og fortstætter: 

»Man kan komme efter selve direktionen og bestyrelsen, hvis man finder, at der er handlet groft uagtsomt,« siger han. 

Hvorfor ikke ejeren?

»Torben Østergaard-Nielsen sidder ikke i hverken direktionen eller bestyrelsen. Han er aktionær, men det er ikke ansvarspådragende,« siger Søren Friis Hansen og fortsætter: 

»Skulle han rent teoretisk kunne gøres ansvarlig, så skulle han selv have påtaget sig at møde på virksomheden, udstikke ordrer til medarbejderne og stå for ledelsen. Men det er helt usandsynligt, at det skulle have forekommet,« siger han. 

 Mener du, at regeringen bruger Kammeradvokaten her som en politisk kampagne?

»Det er i hvert fald overraskende for mig, at folk bliver så chokerede over, at virksomheder kan gå konkurs og at reglerne er som de er. Reglerne har været sådan i 150 år,« siger Søren Friis Hansen. 

Liberal Alliances Lars-Christian Brask forklarer, at der allerede var kuratorer i virksomheden, som netop havde den opgave at placere et ansvar.

»Nu har man så hevet Kammeradvokaten ind også. Regeringen gør det, fordi den vil vise handlekraft overfor Torben Østergaard-Nielsen. Regeringen synes han har gjort noget forkert. Det virker som om, man absolut vil finde noget på ham,« siger han. 

Konservative kan godt se fornuften i brugen af Kammeradvokaten. Dog ikke til at forsøge, at placere regningen hos Nordic Wastes ejer. 

»Det er udmærket, at Kammeradvokaten undersøger, om der er huller i lovgivningen og ser på om reglerne er gode nok. Men Kammeradvokaten skal ikke undersøge om ejerne har et økonomisk ansvar. Der er ikke noget at komme efter,« siger Mona Juul, Konservatives erhvervsordfører.

Miljøminister Magnus Heunicke er helt uenig i den rejste kritik.

»Regeringen kan fuldstændig afvise, at undersøgelsen er usaglig. Myndighederne gør det, som vi hele tiden har sagt - forfølger princippet om, at forureneren betaler,« skriver han i en mail til B.T. og fortsætter:

»Det er derfor helt sædvanligt, at staten fortsat via Kammeradvokaten forfølger sit tilgodehavende i konkursboet samt undersøger de relevante muligheder, så de nødvendige retlige skridt kan tages,« skriver han.