Lige nu er sport på tv i Danmark reduceret til klaphat, overflade og et enkelt lyspunkt, når det handler om journalistik, skriver Peter Brüchmann i sin klumme på sporten.dk
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Aldrig nogensinde har der været så meget dramatik og så store problemer i sportens verden. Cykelsporten har fået dynen trukket af, matchfixing truer med at ødelægge fodbolden og herhjemme ser vi de største håndbold- og fodboldklubber gå konkurs eller balancere på kanten af den.Og aldrig har der været så lidt journalistik i de elektroniske medier.
Hvad skyldes det? I det følgende får du ikke svaret, men jeg vil udfordre tv-stationerne og prøve at nærme mig sandsynlige svar. Og spørgsmålet skal være: Skal sport i den mest problematiske periode i sportens historie reduceres til simpel Messi-fascination, lidt OL-hygge i hjørnet med Dannebrog og fanfarer og alt for meget klaphat.
Husk lige på, at det var Danmarks Radio, der med særdeles velunderbygget og dokumenteret tv-journalistik fældede Bjarne Riis i første hug sidst i 90’erne og Michael Rasmussen i 2007.
Husk på, at det var TV2, der med Lige På og Sport slog tonen an i en helt ny journalistisk dimension i 2000 efter, at sporten havde mistet sin uskyld. Det fulgte i kølvandet på Illustreret Sport og fine dokumentarer.
Der var også engang, hvor man var nødt til lige at se DR Sporten og Sportsnyhederne for at se, om der nu var en markant historie. Det bal er nærmest totalt overladt til aviser og netmedier. Sport på tv i nyhedsform er i 2013 reduceret til 2-1-og-tilbage-til-den-76.-vejrudsigt-i-dag.
Og lad mig endelig tage Onside med. Der var en periode, hvor man var nødt til at se Onside søndag aften, når Brøndby - igen - havde tabt og en pågående journalist holdt træneren eller direktøren fast på en dagsorden. I dag vil man hellere fascinere end sætte dagsorden.
Det er ikke, fordi jeg ikke har undersøgt det her. Jeg har faktisk gennem de seneste år gentagne gange talt med flere af de ansvarlige chefer. »Tallene lyver ikke. Seerne vil ikke have kritisk journalistik.« Lyder det typiske svar. Og nu er det ikke, fordi undertegnede er blevet hellig og ikke kan se markeds-mekanismerne. Jeg var trods alt chefredaktør for BT i en periode, hvor vi for første gang i årtier blev større end Ekstra Bladet blandt andet på at tage befolkningens sundhed alvorligt og fandt ud af, at ordet ’kolesterol’ fungerede bedre på forsiden end ’bandekrig’, når salgstallene kom ind.
Men kan det virkelig passe, at der slet ikke findes en bane til ordentlig journalistik på sport i 2013? Kan det selv uden denne bane passe, at der ikke findes journalister, der kæmper for at gøre en forskel? Og kan det passe, at der findes ledelser på de tre nævnte steder, der ikke kan se, at tal ikke kan stå alene og at et ord som ’brand’ også handler om at tage sig selv og sine seere alvorligt?
I TV2-systemet har man skabt ’Ankerdal på News’, som ind imellem sætter dagsorden og i hvert fald tager sig selv, sporten og sine seere alvorligt. Som det skete i denne uge med en særdeles heftig debat om matchfixing i Danmark.
Men resten af de nævnte systemer befinder sig i dag i en tilstand, som også var der for 20 år siden: Sport er det hyggelige, letfordøjelige flødeskum, som helst ikke skal genere nogen. Og hvis det endelig skal være tungt, bliver det lavet af generalisterne i nyhedsafdelingen, som måske nok har den brede pensel, men netop derfor heller aldrig kommer særlig dybt.
Jeg efterlyser en ledelsesmæssig vilje til at ramme den agenda, som sporten kalder på. Jeg er med på, at publikum ikke gider konflikthistorier fra sportsdansernes bestyrelse eller et samtaleprogram med Henrik Brandt og Jens Sejer (dygtige folk og analytikere, men ikke stensikre garanter for nye seer-rekorder). Men Per Bjerregaard er netop forsvundet fra toppen efter at have været den måske mest vægtige figur i sportens verden i mange årtier, uden at nogen har forsøgt at komme til bunds i den historie. Cykelsporten er et åbent væskende sår. Her er man kommet lidt tættere på, men er TV2 f.eks. klar over, hvor dybt vand de risikerer at tage ’Hele Danmarks Hjemmebane’ og TV2-brandets samlede troværdighed ud på til sommer? Og spillere bliver pantsat, når klubber har ondt i økonomien.
Eller bare den helt simple: Hvem sætter andet end 1 minut og 30 sec. og en hurtig voice-over af til en debat, om landsholdets fremtid efter, at Michael Laudrup og Morten Wieghorst har fundet hinanden på en mark i Wales? Kan det passe, at Fodbold FM på 24syv søndag aften er den oase, som sultne fans skal søge imod, hvis de vil have slukket tørsten?
Udfordring: Hvem vender det her? Hvem tør skabe et format, så Ankerdal ikke står helt alene med sit debatprogram? Vil TV2 bare sende Zulu-idioter til flere dybt seriøse pressemøder og forøve mere skade på sit brand? Kan DR med alle sine forpligtelser skabe formater, hvor noget af det mest populære stof bliver andet end klaphat og en omstilling til praktikanten på bar med fem fulde roligans? Er Viasat parat til journalistiske udfordringer på hylden over, hvilken farve Beyonces tandbørste har?
Journalistikken har åbenbart opgivet ambitionen om at kæmpe med Pricernes evigheds-køkken, Dagens Mand, reality og Mikkel Kessler som tophistorie for at fortælle, at han mangler at sælge 500 billetter..
Kom nu, drenge og piger. Der må være nogen, der har lyst til at være stolte af det, I laver på arbejde.
DEBATTER INDLÆGGET OG LÆS FLERE KOMMENTARER HER.
