Nu er han verdensmester, og næste stop er verdensrekorden.

Det 21-årige kenyanske stjerneskud Geoffrey Kipsang Kamworor overraskede mange, da han satte Eritreas femdobbelte verdensmester, Zersenay Tadese, og sin landsmand og tidligere VM-guldvinder Wilson Kiprop på plads i VM på halvmaraton.

Men selv var han ikke overrasket over sin triumf i de solbeskinnede københavnske gader.

- Mit mål var guldet. Efter ti kilometer troede jeg på sejren, siger han og tilføjer:

- Nu vil jeg slå verdensrekorden på halvmaraton og løbe et maraton til efteråret.

Geoffrey Kipsang Kamworor vandt i supertiden 59.07, og med fem mand under den magiske time vil løbet i København gå over i historien som et af de bedste gadeløb nogensinde.

Som 800 meter-legenden Wilson Kipketer, der løb 1.20.34, formulerer det:

- Det er sådan et arrangement, der brander og sælger Danmark.

Den ny verdensmester slog igennem som 19-årig med VM-guld i cross for juniorer og er to gange blevet nr. 2 i Berlin Maraton (personlig rekord 2.06.12). Sidste år løb han halvmaraton på 58.54, kun 31 sekunder fra Zersenay Tadeses verdensrekord.

- Jeg træner med min ven Stephen Kiprotich (Ugandas olympiske guldvinder og verdensmester på maraton, red.). Han er min inspiration, siger Geoffrey Kipsang Kamworor.

Samuel Tsegay, Eritrea, vandt sølv i 59.20, og med tre mand i top 5 lykkedes det endelig den lille nordøst afrikanske nation at vippe Kenya af tronen.

At kongen af halvmaraton Zersenay Tadese sluttede lige uden for medaljerækken, slog ikke skår af Eritreas glæde.

- I Eritrea kommer holdet foran den individuelle præstation, siger en stolt Samuel Tsegay til BT.

- Jeg sætter holdguldet over min sølvmedalje, og sejren i dag vil blive modtaget med jubel i mit land. Det er én af de største dage i vores idrætshistorie.

De afrikanske løbere satte sig på de 15 første pladser, og først på en 16. pladsen kom en europæer.

Hos kvinderne var de fem første fra Kenya med Gladys Cherono som en suveræn vinder i 1.07.28 med en margin på 15 sekunder til Mary Ngugi.

Gladys Cherono har i flere år været en af Afrikas bedste løbere og vandt som 30-årig sit første VM-guld.

- Vi løb som et hold og hjalp hinanden. Jeg havde ikke regnet med at vinde, men følte mig meget stærk ved 18 kilometer, og min plan lykkedes, siger hun.

Gladys Cherono er normalt 10.000 meter-løber med VM-sølv og dobbelt afrikansk guld som sine highlights.

At ruten i dronningens København var hurtig bevises af, at der blev sat ikke færre end elleve nationsrekorder, deraf syv hos herrerne.