Forsinket levering af IC4- og IC2-tog får DSB's køreplaner til at skride. R kræver evt. strafbøde til DSB ført tilbage til den kollektive trafik.

Det Radikale Venstre kræver, at brugerne af den kollektive trafik kompenseres, hvis DSB ikke lever op til sin kontrakt med staten. Kravet kommer, efter at DSB's storstilede plan om at køre med mange flere tog i de kommende år nu for alvor bliver ramt af de nye, svært forsinkede IC4- og IC2-tog.

Det Radikale Venstres trafikordfører, Martin Lidegaard, kalder det "stærkt bekymrende", hvis DSB's køreplan nu skrider.

- Hvis det betyder, at staten står til at spare penge, fordi DSB ikke kan leve op til sin kontrakt, så må vi kræve, at disse penge føres tilbage til den kollektive trafik på andre områder, siger han.

DSB kører således sin fjern- og regionaltogstrafik samt S-togene ifølge en kontrakt med Trafikministeriet - og hvis ikke DSB opfylder denne kontrakt, har selskabet hidtil måtte acceptere at få færre penge, som i stedet er endt hos Finansministeriet.

/ritzau/