Kapitalfondene, der byder på Legoland, har budt prisen uventet højt op, rapporterer britisk presse.

Legoland sider og tygger på tre tilbud om at købe de fire Legoland-parker, og prisen for parkerne ventes at blive på 370 mio. britiske pund - omkring 4,1 mia. kr. - skriver den britiske avis Mail on Sunday.

Det er mere end en milliard over den pris, som tidligere har været nævnt som betaling for Legoland i Billund, USA, Storbritannien og Tyskland.

De tre tilbud er afsendt af de to amerikanske kapitalfonde Blackstone og Apollo samt britiske Palamon Capital Partners.

Tidligere har også Dubai International Holding været inde i billedet, men tilbuddet fra det arabiske investeringsfirma, der for få måneder siden købte Madame Tussauds, er efter avisens oplysninger sorteret fra.

I maj forlød det ellers i britiske aviser, at det var det arabiske selskab og Blackstone, der var favoritter til at købe Legos forlystelsesparker.

/ritzau/