14 dage efter at han blev ramt af en hjerneblødning, er 79-årige Povl Dissing fortsat indlagt på spansk hospital.

På snart 14. dag er den populære danske visesanger Povl Dissing fortsat indlagt på intensivafdelingen på hospitalet i den sydspanske by Cadiz, hvor han stadig er under observation for den pludselige hjerneblødning, der ramte ham torsdag den 23. februar kort før, at han skulle have givet koncert i byen.

Og ifølge hans danske bookingbureau Musik & Sang, hersker der fortsat stor usikkerhed om, hvornår sangeren kan få lov til at komme hjem til Danmark igen.

»Han er helt klart fortsat i bedring, men fordi han i forbindelse med hjerneblødningen faldt og slog hovedet, og dermed fik et kraniebrud, vil lægerne være helt sikre på, at der ikke sker noget, hvis han transporteres hjem,« siger Pia Sandager fra Musik & Sang, og fortsætter:

»Lægerne er åbenbart meget forsigtige med at komme med et konkret bud. De vurderer det fra dag til dag, og er endnu ikke kommet med konkrete bud, så derfor er alle i en venteposition, Men vi håber ikke, at der går så lang tid mere,« siger hun.

Selv om Povl Dissings foreløbig to ugers indlæggelse lyder af lang tid, er det dog ifølge afdelingslæge Christina Rosenlund fra Odense Universitetshospitals Traumecenter på ingen måde alarmerende.

»Nu kender jeg ikke til den konkrete sag, men det er højst sandsynligt hjerneblødningen, der driller og forhindrer, at han kan transporteres hjem. Det kunne tyde på, at han er i for ringe en stand, og fortsat har for højt tryk i hjernen og er for ustabil til, at det er fornuftigt at transportere ham,« siger Christina Rosenlund og forklarer, at det er trykket i flyet, der får trykket i hjernen til at stige.

»Selv om der også er et kraniebrud, så er hjernen en lukket kasse og der kan ikke være mere inde i den. Hvis man har haft en hjerneblødning fylder det også. Og i den efterfølgende ’oprydningsfase’ er det naturligt, at der kommer en hævelse omkring blødningen, og dermed stiger trykket i hjernen, fordi der er for mange ting indenfor kraniet. Og hvis man så oveni det transporteres, bliver man yderligere stresset og blodtrykket stiger,« forklarer hun og kalder Povl Dissing situation lige nu for ’meget sårbar’.

»Hvis man har et tryk i hjernen i forvejen, kan en lille ting som at blive kørt til scanning fra en etage til en anden forøge dødeligheden med 25 pct. Så det kan være utrolig farligt at flytte ham.«

Og derfor bliver den 79-årige visesanger altså liggende lidt endnu.

»Men vi håber selvfølgelig allesammen, at han er klar igen rimelig hurtigt. Men lige nu kan vi kun håbe og ønske,« siger Pia Sandager fra Musik & Sang.