Der var ingen røde tal på de toneangivende aktier på den danske fondsbørs fredag morgen. Men markedet er fortsat meget usikkert, mener analytiker.

Fredag morgen åbnede de største danske selskaber på københavnske Fondsbørs i plus én. En god start efter en ellers dårlig uge, hvor over 100 milliarder kroner raslede ud af det danske aktiemarked. Men det er for tidligt at ånde lettet op, mener aktiestrateg Morten Kongshaug, Danske Bank.

- Markedet er fortsat meget nervøst. Det vil svinge frem og tilbage det næste stykke tid - men formentlig mest tilbage. Det svarer til, at der er blevet smidt en sten i vandet, og det lige tager noget tid før bølgerne har lagt sig igen, siger han.

De danske C20 aktier fik sandsynligvis en god start på dagen, fordi det amerikanske marked endte lidt bedre end ventet natten til torsdag dansk tid. Det japanske marked er dog stadig nede, siger Morten Kongshaug. Han mener, at det sandsynligvis også er den vej, det danske marked vil gå i løbet af fredagen.

- Vi afventer tal fra den tyske detailhandel, det første efter momsforhøjelsen, og det kommer nok ud rimelig skidt. Det bliver

nok en indikation på markedets retning, siger han.

/ritzau/