Kunstneren Jens Jørgen Thorsen er død, 68 år, i sit hjem i Sverige.

Thorsen blev i den brede offentlighed især kendt for sin ofte provokerende optræden og sine ikke mindre provokerende malerier. Bl.a. Kristus-billeder, hvor Jesus var afbilledet med erigeret lem.

Bag hans ofte opsigtsvækkende fremtoning gemte der sig dog også en meget vidende kunsthistoriker, en meget alsidig kunstner og et menneske, der via bl.a. happenings formåede at sætte gang i debatten omkring sig.

Thorsen blev født i København i 1932 og debuterede allerede som 17-årig på Kunstnernes Påskeudstilling.

I 1956 havde han sin første separatudstilling og i 1959 debuterede den alsidige kunstner som filminstruktør.

Sideløbende studerede Thorsen kunsthistorie og arbejdede bl.a. på Statens Museum for Kunst.

I 1960 var Thorsen med til at stifte Bauhaus Situationiste, og i de følgende år deltog han bl.a. i etableringen af den 2. Situationistiske Internationale.

I løbet af 70'erne blev Jens Jørgen Thorsen for alvor kendt i offentligheden med sine happenings, ofte sammen med makkeren Jørgen Nash.

Ligesom Thorsen optrådte nøgen og slap hvide mus løs ved Det Danske Akademis årsfest på Rungstedlund i 1974.

Allerede fire år tidligere, i 1970, vakte Thorsen international opmærksomhed med sin filmatisering af Henry Millers erotiske roman "Stille dage i Clichy".

Thorsens mesterstykke var dog, ifølge mange, hans Jesus-film, der ganske vist først blev til en realitet i 1992, men i næsten 20 år forinden havde delt folk i både ind- og udland midt over.

Således beskyldes Thorsen for bl.a. at bære en stor del af skylden for rindalismen og de politiske protestpartiers fremmarch i 70'erne, der til dels udsprang af Filminstituttets beslutning om i 1973 at tildele 600.000 kr. i støtte til Thorsens meget erotiske Jesus-film.

Beslutningen fik selveste Paven til at fordømme Danmark som "Europas svinesti", og i Frankrig, hvor filmen skulle optages, blev Thorsen ganske enkelt nægtet indrejse.

Efter sigende skulle der stadig i dag eksistere adskillige rummeter klagebreve i Rigsarkivet afsendt fra hele verden og rettet mod Thorsens Jesus-film.

De mange protester fik efter langvarigt pres Filminstituttet til at trække støtten tilbage, og Thorsens filmprojekt måtte vente 20 år på at blive realiseret.

Ud over kunst- og film- var Thorsen også inkarneret jazz-elsker og bl.a. medstifter af Papa Bues Viking Jazzorkester, kunstkritiker ved flere fremtrædende medier og forfatter til en række bøger om kunst. /ritzau/