'Jeg er faret vild'. Sådan skrev 20-årig kvinde i en sms kort før hun døde af kulde på vej hjem fra fest ved skisportsstedet Val d’Isere i Frankrig

Engelske Rachel Ward var ligesom så mange andre unge taget med vennerne på skitur til det populære skisportssted, Val d’Isere i Frankrig. Her hyggede hun sig med skisport om dagen og fester om natten. Men Rachel Wards unge liv endte brat natten til tirsdag da hun efter en festlig aften begav sig hjem mod hotellet.

For at komme hurtigere hjem skød hun genvej, men hun fór vild på vejen.

Det skriver engelske 'The Sun.com'.

Rachel Ward blev sidst set i live kl. ca. ti minutter over et, natten til tirsdag da hun forlod en fest på klubben 'Pub Morris'. En halv times tid senere modtog nogle af hendes venner - der alle havde drukket tæt - en sms hvor hun fortalte, at hun var faret vild.

Kl. 01.42 ringede hun til en ven og fortalte igen, at hun var faret vild. Vennen bad hende prøve at beskrive omgivelserne, men Rachel svarede at hun ikke genkendte nogle af de bygninger, der var omkring hende og at hun ville ringe tilbage hurtigst muligt.

Læs videre længere nede på siden

Faldt ned i lille flod
10 minutter senere havde vennen ikke hørt fra hende og forsøgte derfor at ringe tilbage til Rachels mobil telefon. Men hun svarede ikke.

Hendes krop blev fundet i Adroit området i udkanten af skisportsstedet Val d’Isere blot 100 meter fra 'Pub Morris', der ligger i den østlige ende af den populære ski-by.

En obduktion afslørede spor efter alkohol i hendes blod.

Hendes krop blev fundet af to slagtere fra en nærtliggende butik. En af dem har beskrevet området omkring det sted, hvor Rachel Ward blev fundet. Han har blandt andet fortalt at der var aftryk fra hendes hænder i sneen som om, hun havde kæmpet for at komme op af den flod, hun var faldet ned i.

Klokken var kvart i ti tirsdag morgen da Patrick Fouanon kaldte på sin kollega Greg Goubault.

- Patrick var i bagbutikken, der har store vinduer ud til området bag butikken og han havde fået øje på en, der lå helt stille på den anden side af floden. Det var meget skræmmende. Da vi kom tættere på kunne vi se, at der ikke var noget håb. At hun var død, fortæller Greg Goubault.

Døde af kulde
Det formodes at Rachel Ward først er krydset over en lille bro et stykke fra det sted, hvor hun blev fundet.

Herefter har hun fundet ud af, at hun var kommet over på den gale side af floden. På det tidpunkt var hun nået et godt stykke ned langs med floden og har så forsøgt at krydse over vandet et sted, hvor der ikke var ret langt fra den ene bred til den anden. Alligevel er hun faldet i vandet og kunne derefter ikke komme op.

- Hun havde varmt tøj på og vandet er ikke ret dybt, men der er stærk strøm og det frøs minus 15 grader, udtaler en talsmand fra politiet, der også fortæller at de har konkluderet at den unge kvinde døde af kuldechok.

- Der var ingen spor efter kamp, eller andet der kunne indikere at der har været tale om en forbrydelse, men det ser ud som om at hun er faldet meget hårdt og har slået sig og derefter altså ikke har kunnet komme op, siger talsmanden og tilføjer:

'Det var en meget livlig fest med mange mennesker, der drak tæt, men lige nu prøver vi at få et præcist overblik over det forløb, der ledte op til den unge kvindeds død'.

Rachel Wards familie ankom tirsdag eftermiddag til Val d’Isere for at hente hende hjem til England.