Århusiansk ejendomsmægler råder sine kunder til at holde sig fra boligmarkedet i år. Kun folk, der er nødt til at sælge, bør forsøge, mener han.

Den århusianske ejendomsmægler Per Faurholt fraråder i øjeblikket sine kunder at bevæge sig ud på boligmarkedet. Det skriver epn.dk.

- Her i januar har jeg sagt til folk, som ringer og vil sælge, at hvis det ikke er pinedød nødvendigt, så bør de overveje at vente - måske til foråret år 2010, siger Per Faurholt, der er indehaver af tre Nybolig-butikker i Århus.

Han mindes ikke, at han tidligere har rådet folk til at vente, men han mener, det er nødvendigt, som boligmarkedet ser ud lige nu.

Udbuddet af boliger er steget markant det seneste år, og ifølge de seneste tal fra Realkreditrådet var der 62.621 boliger til salg i december 2008 mod blot 28.172 i december 2005.

- Hvis alle ejendomsmæglere rådgav kunderne til at vente, tror jeg, det vil hjælpe på markedet, siger Per Faurholt.

Han oplever, at kunderne tager positivt imod hans rådgivning.

Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen, synes, det er en fin rådgivning, men vil ikke give det som en generel anbefaling.

/ritzau/