I en af de hidtil største sager om momssvindel blev den 44-årige handelsmand Preben Hollænder Laugesen i eftermiddag af en dommer i Københavns Byret idømt fem års fængsel. Han tilstod at have unddraget statskassen små 68 millioner kroner i moms. De penge skal han betale tilbage til Told og Skat.

Momssvindlen skete ved salg af elektroniske mærkevarer som eksempelvis fjernsyn til en række danske kunder. Preben Hollænder Laugesen købte varerne momsfrit i Holland og Tyskland. Varerne blev så solgt videre til blandt andre Føtex og Bilka.

/ritzau/