Det er fredag i KB Hallen, det er det gendannede Dizzy Mizz Lizzy, og de er fjorten dage inde i 2010 turnéen. Længere tid skulle der så ikke til, før Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen ganske enkelt fejer al – som i AL – konkurrence ad helvede til.
Selv Volbeat ville have svært ved at følge med hér, mens – ja, lad os bare sige resten af Danmarks rockbands – kommer til at virke decideret ligegyldige, når man sætter dem op mod dét, Dizzy Mizz Lizzy præsterede i KB Hallen.Det er der flere årsager til. Først naturligvis de blændende sange, Tim Christensen på ganske få år kreerede for Dizzy dér midt i 90’erne, men sidst og afgørende dén måde, bandet leverer dem på i 2010.
Dizzy Mizz Lizzy bliver fejret, som de hjemvendte helte, de vitterlig er, denne aften i KB Hallen. At kalde modtagelsen for ”euforisk” fra et publikum, som kan hvert eneste nummer ned til Sørens sidste kantslag, strækker til som en rød sodavand i Keith Richards’ omklædningsrum. De godt 3.000 hér er simpelthen saligt lykkelige… og det skammer jeg mig ikke over at indrømme: det inkluderer anmelderen hér.
Egentlig havde jeg fri den aften, men som koncerten skred frem blev trangen til at dele denne oplevelse med jer læsere ganske simpelt for overvældende.
Jeg mener og for fanden da: hvor ofte oplever man efterhånden et band, som spiller så overlegent, at de gang på gang og dundrende dynamisk kan variere udtrykket i deres sange. Og stadig spille sejlende sublimt og med en nærmest telepatisk forståelse bandmedlemmerne imellem, så der absolut ingen vej er uden om ordet ”ekvilibrisme”.
Det er så flot, så smukt og bandets stolthed over dét, de har leveret, er et sugende skønt skue. Ja, intet mindre. Publikums medlevende kor i ”Love Is A Loser’s Game” og ”Silverflame” sendte et sug igennem mig, som de ikke har gjort siden Dizzys koncert på Roskilde i 1994, mens den legesyge, elegante eksekvering af breaks, lys og skygge i mesterværkerne ”Barbedwired Baby’s Dream”, ”Glory” og ”67 Seas In My Eyes” helt basalt mindede mig om, hvorfor jeg elsker rockmusik. Det er satans godt gået… og så lidt til.
Så hermed er svaret givet på, om Dizzy Mizz Lizzy 2010 er lige så gode, som de var i midt 90’erne?
Svaret er: nej, de er ikke.
De er langt, langt bedre!
Suverænt og afgjort én af årets koncerter, og så vil skråt blæse på, at vi stadig kun er i april.
