Serveringen lød på en velforsynet jukebox fra Foreigner, fulgt op af et bjergtagende Journey i Vega.
Dét afgørende øjeblik i tirsdag aftens koncert – hvis der kun var ét – kom, da Journey klokken 21.45 ramte scenen med den majestætiske ”Separate Ways (Worlds Apart)”.
Forud for Journey havde vi fået et fint klassiker-spækket sæt fra bandets åndsfæller i Foreigner, men da Journey satte maskineriet i gang, følte jeg mig på stedet kaldet til at citere en taxi-chauffør, som for nogle år siden kørte mig til en festival. Godt og grundigt træt af de hjemmeværnsfolk, som iklædt grønne veste, som oftest gør det ud for vagtpersonale til den slags begivenheder, stak chaufføren hovedet ud af vinduet og brølede:
”Okay, gå så væk og GØR PLADS FOR ELITEN!”
Historien fortalt fordi Foreigner, som jeg i parentes altid har holdt meget af, fremdeles bestemt er ét af de bedste melodiske hardrockbands i historien, men sat op imod Journey, som simpelthen er bjergtagende live, kommer de altså til kort.
I og med guitaristen Mick Jones er det eneste originale medlem af Foreigner, er bandet da også reduceret til en jukebox. Om end en ualmindelig velforsynet jukebox – hvordan fanden kan den være andet, når man har sange som ”Double Vision” og ”Cold As Ice” via ”Waiting For A Girl Like You” og ”Urgent” til hulkehymnen ”I Want To Know What Love Is” og stripperstang-klassikeren ”Hot Blooded” at gøre godt med.
Dem fik vi naturligvis tirsdag aften og brølede dertil lykkeligt med på klassikerne. Men som nævnt er og bliver Foreigner 2011 ”The Mick Jones Show”. Trods det at Mick i de seneste år som flere påpegede har antaget foruroligende lighed med Don Ø, er han stadig en fremragende rockguitarist i den helt klassiske stil a’la Paul Kossoff (Free), Howard Leese (Paul Rodgers) og Mick Ralphs (Bad Company).
Hvorfor det også er de perler, hvor Jones’ guitar tager førersædet, der skinner smukkest til en Foreigner koncert – nemlig i den bragende intro til ”Urgent”, det rå drive i ”Hot Blooded” samt i det glimrende titelnummer fra Foreigners seneste studiealbum ”Can’t Slow Down” fra 2009.
I de sange slår Foreigners sande hjerte, og så kan folk brøle med på hulkehymnen så tosset, de vil.
Og så…
Journey!
Tirsdag aften havde de den samme effekt på mig, som Rush for nylig havde på mig for godt en måned siden i Malmö: SÅ godt burde det ganske enkelt ikke være muligt at spille.
Men det beviste Rush, at det er, og nu gjorde Journey det igen. Dean Castronovo er og bliver én af verdens bedste trommeslagere, den unge filippiner Arnel Pinada er et fund som sanger, bassisten Ross Valery er så sikker, som han er cool, Jonathan Cain er dén mest smagfuldt spillende keyboardspiller, jeg kender til…. og så er der jo altså ham dér Neal Schon!
Schon er simpelthen en overjordisk dygtig guitarist, og i Vega brillerede han i dén grad i eksempelvis ”Stone In Love”, ”Wheel In The Sky” og specielt i ”Be Good To Yourself”, hvor manden trak toner af brættet på en facon, som jeg ville have forsvoret muligt (hvis jeg altså ikke havde set ham gøre det før).
Èt er så at Schon er en fantastisk tekniker, men han spiller alligevel med en feeling og en respekt for sangene, som man sjældent hører fra virtuoser på hans niveau. Alt andet ville også være skammeligt, for han opererer trods alt i sange som de ovennævnte, ”Ask The Lonely”, ”Anyway You Want It”, ”Lights”, ”Escape” og klassikeren over dem alle i denne genre, ”Don’t Stop Believin’”.
Det var stort, det var smukt, det var majestætisk, mesterligt og mageløst. Det musik spillet af musikeres musikere, som om lo-fi, indie og alt det andet sjask aldrig havde eksisteret.
Simpelthen musik at svæve ud i en smuk sommernat på. Og til alt held var det sådan én, der ventede udenfor Vegas porte, da koncerten var forbi…
