Black Sabbath vil sætte punktum for deres lange karriere med en afskedsturné og udgivelsen af deres uigenkaldeligt sidste album i 2016. Det fortalte Ozzy Osbourne på en pressekonference til Monsters Of Rock i Brasilien.

Oprindeligt skulle det sidste Black Sabbath-album have ramt pladeforretningerne i år, men nu er forklaringen en anden: »Planen er, at vi næste år vil drage på den endegyldigt sidste Black Sabbath-turné og udgive vores sidste album. Jeg stopper ikke.. min kone bruger alle mine penge, så det kan jeg ikke,« forklarede Osbourne vittigt til pressekonferencen, og slog fast, at også de nye planer kunne ændre sig.

Ozzy har tidligere udtalt, at han forstod sine bandmedlemmers trang til at kaste håndklædet i ringen, men at han endnu ikke var færdig med turnélivet: »Det her bliver vores sidste 'hurrah'... Og så er der ikke mere Black Sabbath overhovedet. Vi vil opløse navnet og det hele. De har ikke lyst til at turnére mere. Det forstår jeg godt, men jeg elsker det. Jeg vil fortsætte med mit soloprojekt.« Han afslørede også, at han i øjeblikket er ved at samle materiale til sit næste soloalbum.

Trods stridighederne mellem deres oprindelige trommeslager, Bill Ward og Ozzy Osbourne forlyder det, at Ward er blevet inviteret med til orkestrets afskedskoncert. Ward medvirkede ellers ikke på indspilningerne til gruppens seneste album "13" fra 2013, fordi han ifølge Osbourne var overvægtig og dermed ikke i stand til at bidrage til hverken indspilninger eller turnéplaner. Det blev derudover oplyst, at bandet ikke kunne blive enige om en lønningsordning.