For meget tid med smartphonen går ud over sexlysten. Få sexolog Maj Wismanns råd her.

Børn bliver kede af det og føler sig ikke værdifulde nok at være sammen med. Vennerne bliver irriterede. Arbejdspladsen vil have regler. Adskillige undersøgelser viser igen og igen, at det ikke duer at sidde med snuden i sin skærm hele tiden.

Alligevel bliver vi ved. Men hvis jeg nu fortæller, at for meget tid med smartphonen også kan gå ud over sexlivet – er der så nogen, der vil lytte?

For nogle måneder siden slettede jeg Facebook-appen fra min telefon. Til min gru mærkede jeg, hvordan afhængigheden bed i mig – den første dag. Heldigvis var det lidt mindre på andendagen, og på tredjedagen var den helt væk.

Faktisk blev jeg helt flov over at være røget direkte i afhængighedsfælden. Men jeg er jo bare som de fleste andre.

Da jeg slettede appen, gik det op for mig, at jeg alligevel ikke kunne huske, hvad det var, der var så vigtigt på Facebook i går kl. 16.17 – eller de 25 andre gange jeg i løbet af dagen: ’lige skulle tjekke’.

Tid til kærtegn

Det er ikke for at spille hellig. Jeg er stadig på Facebook, men nu kun er et par gange om dagen. Jeg ved, at i dét øjeblik, jeg geninstallerer appen på min telefon, vil forbruget stige. For sådan er vi mennesker. Hvis man har en slikskål stående, kan man heller ikke lade være med at gå og hapse af den. Det er med de sociale medier som med slik, er de let tilgængelige, er det svært at lade dem være.

Du bliver lynhurtigt vænnet til lige at skulle tjekke, hvad der er sket. Og pludselig er der gået 30 minutter – eller en hel aften.

Altså hele dén aften, som adskillige par igen og igen fortæller mig, at de IKKE har – som par. For ’vi har jo aldrig tid sammen’.

... Og så er vi tilbage ved sexlivet.

For hvor tit siger I/vi ikke, at vi aldrig har tid til at sætte os ned og tage de dybe samtaler/være romantiske/gå tidligere i seng og sætte masser af tid af til god, nærende og mættende kvalitetssex?

Virkeligheden er, at I HAR den tid. Men I vælger at bruge den på noget andet – i dette tilfælde jeres telefoner.

Er det en løftet pegefinger?

Niks, det er blot en konstatering.

Er du nærværende?

Når vi sidder i sofaen om aftenen uden at være til stede over for hinanden, bliver det et problem for parforholdet. For nærværet svinder ind.

Før invasionen af smartphones sad man måske sammen og så en film eller serie og fik dermed et fælles referencepunkt. Nu sidder man begravet i hver sin Facebook-virkelighed (eller instagram, snapchat osv, osv.).

Selvfølgelig gælder det ikke alle par, men jeg oplever oftere og oftere mennesker, der – når de har siddet to til tre timer med snuden i hver deres telefon – går i seng og egentlig ligger og savner noget. Måske et nærvær, måske noget fælles, måske en kort snak om, hvordan dagen er gået, måske noget fjerde. Men når man mangler dét, så er der for nogle par endnu længere til det sexliv, man egentlig også gerne ville have.

For mødet uden for soveværelset er ofte vigtigt for, at mødet inde i soveværelset kan ske. Hvis mødet uden for soveværelset sjældnere og sjældnere finder sted – smitter det af på sexlivet.

Jeg vil kærligt gøre opmærksom på, at de relativt nye elektroniske aftenrutiner, der sikrer kontakt til alle andre end ens partner, faktisk kan spænde ben for dét, som langt de fleste par ønsker sig, nemlig et mere nærende og nærværende parforhold. Og et bedre og mere tilfredsstillende sexliv.

Det handler hverken om forbud eller ’alt eller intet’-tænkning. Måske handler det bare om at indse, at når vi skruer op for noget, der tager tid, så skruer vi ned for noget andet, der også kræver tid.

Spørgsmålet er, om det er dét, vi i virkeligheden vil. Hvad vil du?