Politiet har efter længere tids efterforskning slået til mod 44-årig, der mistænkes for at sprede børneporno.

En 44-årig mand fra København blev fredag varetægtsfængslet i 26 dage for at have opbevaret og spredt børneporno.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og dommeren nedlagde navneforbud, hvilket manden selv bad om med henvisning til, at han er skuespiller.

Manden har ifølge politiet i halvandet år opbevaret og distribueret utugtige billeder og filmsekvenser, som han spredte via forskellige pædofile netværk.

Der er tale om en ikke ubetydelig mængde billeder og film, og manden har forklaret, at han for at beholde sin VIP-status løbende skulle uploade filer til brug for de øvrige medlemmer af netværkene.

- Vi har efterforsket mistanken mod manden et stykke tid, men jeg kan ikke sige noget, fordi grundlovsforhøret foregår for lukkede døre, siger vicepolitiinspektør Hans Erik Raben, Københavns Politi.

/ritzau/