36-årig mand dræbt af skud i Odense. Den dræbte er kendt af politiet, som mener, at drabet ikke er banderelateret, det oplyser Fyns Politi.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Søndag aften klokken 19.51 blev Fyns Politi alarmeret om et skyderi i en baggård, der hører til værtshuset 'Billarden' på Vesterbro i Odense. Omkring klokken 22.00 lykkedes det politiet at anholde en mand i forbindelse med skuddrabet. En anden mand eftersøges stadig.

Det var et vidne, som havde hørt flere skud blive affyret, der kontaktede politiet.

Den dræbte mand er af dansk oprindelse. Han blev ramt af fire skud.

Fyns Politi oplyser, at vidner har set en mand flygte fra stedet. Han eftersøges nu af politiet. Samtidig er en mand anholdt, men han vil ifølge vagtchef hos Odense Politi Jesper Fält, ikke blive sigtet for drabet.

- I den type sager er der mange, som risikerer at blive anholdt, hvis der for eksempel er noget, som de ikke kan redegøre for. Men på nuværende tidspunkt har vi ingen anholdte, som vi sigter for drabet, siger han.

Politi og ambulance blev kaldt til stedet, og umiddelbart efter blev to Falck-reddere set i gang med at bære en person ud i en ambulance. Det forlød først, at den ramte mand var hårdt såret, men siden blev han erklæret død, skriver fyens.dk.

Manden, som er af dansk oprindelse, er i forvejen kendt af politiet, men ellers er oplysningerne sparsomme. Dog afviser vagtchefen, at der kan være tale om et banderelateret opgør.

- Det er der ikke noget der tyder på, siger han og fortsætter.

- Vi kender overhovedet ikke motivet på nuværende tidspunkt. Kun at to mænd af dansk oprindelse kommer ud i et internt opgør, siger Jesper Fält

Derimod kan der ifølge flere medier være tale om et opgør om narko. Også den anholdte og den eftersøgte er af dansk oprindelse.

/ritzau/