3. juni fandt et voldsomt knivstikkeri i Hobro sted.

Her fandt man et offer efterladt, som 7. juni fortsat er i yderst kritisk tilstand.

I den forbindelse efterlyste man en 40-årig mand med billede, da man mente, at han var skyldig. Han er nu anholdt i Italien.

Det oplyser den ansvarlige for politiets efterforskning af sagen, politikommissær Carsten Straszek, i en pressemeddelelse.

Anholdelsen skete i Milano i det nordlige Italien. Nordjyllands Politi har ikke mulighed for at gå i detaljer med det konkrete forløb af selve anholdelsen foretaget af italiensk politi, men politiet har modtaget oplysninger om, at anholdelsen foregik i lufthavnen i Milano 6. juni 2022.

Søndag 5. juni 2022 fik Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi den 40-årige mistænkte mand varetægtsfængslet in absentia som følge af sigtelsen for forsøg på manddrab.

»Det er den sigtelse, vi går med, fordi det er vores vurdering, at gerningsmanden havde til hensigt at slå ofret ihjel, mere kan jeg ikke sige,« forklarer Carsten Straszek til B.T.

Med varetægtsfængslingen fulgte også en international arrestordre mod manden.

»Og det var dette, der mandag den 6. juni medførte, at italiensk politi kunne skride til anholdelse. Det er jeg naturligvis tilfreds med er sket så hurtigt,« lyder det fra politikommissær Carsten Straszek, der tilføjer, at næste skridt er, at den anholdte hurtigst muligt skal udleveres til Danmark til videre retsforfølgning.

»Det har jeg ikke på nuværende tidspunkt tidshorisonten på. Vi har respekt for den proces, der nu skal køre hos vores kolleger i Italien – og så er vi klar til at hente den anholdte mand til Danmark, når italienernes politiarbejde i forbindelse med anholdelsen er afsluttet.«

Imens fortsætter Nordjyllands Politis intense efterforskning af sagen, understreger politikommissæren, der siger:

»Vi efterforsker på fuldt blus. Vi har stadig et stort arbejde foran os. Det består blandt andet i at kortlægge hele forløbet før, under og efter knivstikkeriet. Vi foretager afhøringer, forhør, forskellige undersøgelser og en række andre efterforskningsskridt. Alt sammen med det formål at stykke et præcist billede sammen af, hvad der er foregået.«

Politiet har flere gange opfordret offentligheden til at henvende sig med oplysninger, og det har båret frugt.

»Jeg kan ikke komme ind på, hvilke informationer, vi har fået, men vi har fået flere brugbare henvendelser, som har været med til at give os en forståelse af sagen,« siger Carsten Straszek.

B.T. følger sagen.