67 hunde blev behandlet groft uforsvarligt af 34-årig kvinde, fastslår Retten i Næstved i sag om vanrøgt.

Næstved. Der bliver ikke givet fængselsstraf i det, som Dyrenes Beskyttelse har kaldt danmarkshistoriens største sag om vanrøgtede hunde.

Retten i Næstved har idømt en 34-årig kvinde, der har huset 91 cockerspaniels, 30 dages betinget fængsel samt frakendt hende retten til at eje eller passe hunde i tre år.

Sagen går tilbage til maj 2015, hvor de 91 hunde blev fjernet fra hundeejerens gårdejendom i Hyllinge nær Næstved.

Hundene blev fundet indsmurt i størknet afføring og led af flere sygdomme. Flere af dyrene manglede også adgang til mad og vand. Enkelte måtte aflives.

Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede i retten, oplyste dommer Bo Rasmussen, at det var en skærpende omstændighed, at der var tale om så mange hunde.

Samt at den 34-årige allerede i januar 2012 fik en bøde på 10.000 kroner for at overtræde dyreværnsloven.

Bo Rasmussen mente dog ikke, at der var bevis for, at alle 91 hunde var blevet groft behandlet.

Kvinden er i stedet dømt for grov behandling af 67 hunde.

Det var repræsentanter fra Dyrenes Beskyttelse, der kørte ud til kvindens ejendom i 2015 efter et tip.

Her fandt de de vanrøgtede hunde spærret inde på ejendommen. Den kvindelige ejer var selv forsvundet fra gården, og det lykkedes først politiet at finde hende efter flere dage.

Hundene blev siden fordelt af Dyrenes Beskyttelse på forskellige internater.

Direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis kritiserer dommen, som hun mener er alt for mild.

- Det er fuldstændig grotesk og uacceptabelt, at hun ikke er frakendt retten til at holde dyr i enhver forstand, og at forbuddet mod at holde hunde ikke er gjort permanent, lyder det i en pressemeddelelse.

Samtidig kritiseres det af dyreværnsorganisationen, at behandlingstiden i sagen har været for lang.

Den dømte kvinde var ikke selv til stede ved Retten i Næstved.

/ritzau/