Der var rystede kollegaer, som i går hørte på forklaringer om underslæb på lidt over en halv million fra deres klubkasse på den store køleskabsfabrik Vestfrost med 1.800 ansatte.



Det var kollegaer, som måtte høre på, at tre personer, som de har stolet på gennem mange år, har haft fingrene nede i kassen for at få lidt ekstra penge til varme fornøjelser med hinanden. De hørte på, hvordan den fællestillidsmand de forgudede, fortalte sandheden, fordi han ellers ville blive smidt ud af den kvinde, som han elsker højt.

Sagen rullede i kriminalretten i Esbjerg og slutter i dag. Den socialdemokratiske byrådspolitiker Lone Højbjerg, 40, Esbjerg, som måtte trække sig ud af politik sidste år, nægter sig skyldig.

Hendes ven, klubformand gennem mange år Helge Madsen, 52, nægter sig skyldig. Hendes tidligere ven, fællestillidsmand Jan Duelund Nielsen, 43 erkender og har smidt alle kortene på bordet. Han tilstod alt, da han blev afsløret af en kvindelig kasserer i klubben. Og senere fik Jan Duelunds kone ham til at gå til bekendelse:

»Da det hele skred for mig, tog jeg hjem til min kone. Jeg fortalte alt. Hun sagde, at det kunne tilgives, at jeg havde fjollet rundt, men hun ville ikke betale regningen for de andre, når dommens time kom. Jeg skulle fortælle alt, ellers kunne jeg godt pakke mit tøj. Jeg fortalte alt og vil starte på en frisk.«

Jan Duelund forklarede, hvordan de tre hævede en større check på mellem 45.000 og 65.000 kr. hvert år fra køleskabsvirksomheden Vestfrost Jubilæumsfond. De delte byttet mellem sig i over to år.

Da Lone Højbjerg forlod Vestas for dels at studere til HF og dels passe sit byrådsarbejde, fortsatte han med at snuppe checken til kollegaernes firmafester og underholdning.