De er meget glade for italienske sportsvogne i DN's familie - men de er ikke altid helt heldige med dem

Det må være rimelig ærgerligt at miste en Ferrari.

Det er ikke desto mindre præcis, hvad der skete for D.N. i Helsingør.

Forleden kom Skat nemlig forbi hans hus på Montebellovej og hentede hans Ferrari F430 Spider.

Årsag: D.N. havde ikke lige fået betalt de omkring to millioner kroner, det koster at få bilen indregistreret på danske plader.

Helt at lade være med at køre i det røde fartmonster har han dog ikke kunnet. Derfor har han ved adskillige lejligheder hentet prøveplader, så bilen kunne komme ud at trille.

Men på prøveplader må bilen kun køre til og fra et værksted, og på et tidspunkt syntes Skat i Fredensborg ikke længere, det kunne passe, at den blot tre år gamle sportsvogn skulle på værksted hele tiden.

Konklusion: Bilen bliver brugt til almindelig kørsel, og så skal der betales afgift. Det gjorde Skat D.N. opmærksom på allerede i foråret, og da pengene ikke faldt, bad de politiet om at holde øje med bilen med henblik på at konfiskere den.

Det lykkedes dog for DN at holde den skjult indtil forleden dag, hvor den knaldrøde sportscabriolet blev konfiskeret på D.N's adresse.

Møg ærgerligt for D.N. Og han ser sådan set heller ikke super tilfreds ud, da B.T. finder ham uden for hans hus i Helsingør.

Først ruller han vinduet op på den BMW cabriolet, han sidder i og viser med tydelige håndbevægelser, at han ikke gider snakke med B.T. Som han holder på offentlig vej er der dog intet, der forhindrer B.T. i at tage et billede - altså rent bortset fra D.N. selv, der ved synet af kameraet starter sin bil og blæser de omkring otte meter over mod fotografen.

- Slet det billede mand. Du skal ikke tage et billede, siger han tydeligt ophidset.

- Hvorfor er i så interesserede i den Ferrari? Det er bare noget dyrt plastic. Jeg ved ikke noget om den. Det er ikke engang min.

- Jeg ved kun, at der er blevet leaset en Ferrari, og at den er blevet stjålet fra min garage, siger han og forlanger at fotografen sletter billedet af hans bil.

- Ellers smadrer jeg dit kamera ned i jorden. Jeg kan også smadre dig. Det vil da være synd for dig, hvis du skal rende rundt med en skæv næse hele livet, truer den 170 centimeter høje D.N. og advarer fotografen mod blot at lade som om, han sletter billederne.

- Jeg har forstand på kameraer, at du ved det...

Ifølge Skat vil bilen blive solgt på auktion, hvis ikke D.N. meget hurtigt får betalt afgiften på omkring to millioner samt en klækkelig bøde for at have kørt ulovligt i bilen. Og pengene går vel at mærke ikke til D.N. De går til at betale Skats tilgodehavdende.

Dermed er de penge D.N. har betalt for drømmebilen, da han sidste år købte den i Tyskland tabt for evigt.

En Ferrari F430 fra 2007 står på den tyske bilside autoscout24.de til en lille million kroner...

D.N. er ud af en familie i Helsingør, der driver en række rengøringsfirmaer, og som har en udtalt forkærlighed for dyre biler. Folk, der kender området fortæller, at Montebellovej ofte er proppet med dyre Mercedeser, BMW'er og endda to Lamorghinier og altså indtil for nyligt en Ferrari F430.

Familien er dog ikke altid lige heldige med deres italienske supersportsvogne. 7. juli kørte to medlemmer af D.N.'s familie galt i en sort Lamborghini og havde nær ramt uskyldige forbipasserende. Bilen blev angiveligt ført af en blot 16-årig dreng, der slet ikke kunne tøjle de mange hestekræfter i Lambo'en.

En 49-årig mand der også sad i bilen forsøgte at tage skylden for ulykken.