Københavns Politi har anholdt fire personer forud for søndagens fodboldbrag i København.

Der blev gået til den uden for banen inden aftenens kamp mellem FC København og Brøndby. De såkaldte fans varmede op med et par fadøl i det indre København. Stemningen blev dog hurtig lidt for ophedet.

 - Den første blev anholdt allerede 1545 ude for Rosie McGees for at have affyret et romerlys foran restauranten, siger politikommisær Lars Borg til bt.dk.

Tre kvarter senere var den så gal igen. Nu var fansene nået op til stadion.

 - Klokken 1634 måtte vi anholde tre personer for at kaste med flasker et stenkast fra stadion.

De tre flaskekastere blev hurtigt pacificeret af politiet og slæbt væk fra stadion. Lokalderbyet, der vanen tro, skaber ballade både på og udenfor stadion har tidligere udviklet sig til et mareridt for det Københavnske politi. Derfor skal der mere end flaskekast og affyring af romerlys, til at få politiet op i det røde felt.

- Alt taget i betragtning, så foregår tingene faktisk stille og roligt. Tilskuerne er rolige og folk er i godt humør, siger politikomissæren.

Tingene er dog ikke mere rolige end, at politiet måtte spille lidt med musklerne. 

 - Der blev igen optræk til ballade, da en gruppe Brøndby fans skulle passere nogle FCK'ere, derfor så vi os nødsaget til at trække stavene. Tingene gik dog hurtigt i sig selv igen, og der var ingen der blev slået.