Det er en lettelse, at politiet efter snart syv års efterforskning har en konkret mistænkt for drabet på Emilie Meng.

Det siger bistandsadvokaten for Emilie Mengs mor til B.T.

»Jeg tror, at både jeg, Emilie Mengs familie og resten af Danmark deler opfattelsen af, at det er en kæmpestor lettelse, at der endelig er kommet en sigtelse i den her sag,« siger advokat Mai-Brit Storm Thygesen.

På et pressemøde onsdag meldte politiet ud, at Korsørmanden, der er sigtet for at have kidnappet og voldtaget en 13-årig pige i Kirkerup, nu også er blevet sigtet for drabet på Emilie Meng i 2016. Ifølge politiet har han frihedsberøvet, voldtaget og dræbt hende.

Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Politiet oplyste på pressemødet, at Emilie Mengs familie onsdag blev underrettet om, at der er rejst sigtelse mod Korsørmanden.

»Det er jo helt åbenbart, at med det stykke arbejde, som jeg og familien har lagt i den her sag, er det selvfølgelig en kæmpestor milepæl, at der nu endelig er en konkret sigtet. Det er jo et eller andet sted det opkald, vi har ventet på i syv år,« siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Der har tidligere været massiv kritik af politits efterforskning af drabet på Emilie Meng – blandt andet fra Mai-Brit Storm Thygesen.

»Jeg har jo rejst en generel kritik af den her efterforskning, hvor jeg har slået ned på nogle konkrete punktet, som jeg synes, har været relevante, og hvor det har været min fornemmelse, at der har politiet ikke løftet opgaven så godt, som man burde,« siger hun.

På pressemødet kom det frem, at Korsørmanden tidligere har været i politiets søgelys, fordi han ejede en Hyundai i30. Han blev afhørt og fik taget DNA, men det er altså først nu, han er mistænkt for at stå bag drabet.

»Det er klart, at når jeg hører fra jer journalister, at man har haft fat i ham, og hvis man har det, så ærgrer jeg mig da selvfølgelig over, at man ikke på en eller anden måde kunne få ham sigtet allerede dengang,« siger Mai-Brit Storm Thygesen.

Da Korsørmanden blev anholdt og varetægtsfængslet i sidste uge, pressede bistandsadvokaten på for en grundig efterforskning af, om han kunne kobles til drabet på Emilie Meng.

Da B.T. afslørede, at Korsørmanden ejede en sølvgrå Hyundai i30, dengang Emilie Meng forsvandt, kaldte hun oplysningerne »chokerende«.

»Politiet har en ekstremt vigtig forpligtelse i at få undersøgt alt omkring den her bil. Alle midler bør rulles frem,« sagde hun.

I forbindelse med efterforskningen af drabet på Emilie Meng efterlyste politiet en lys Hyundai i30, som var blevet fanget på overvågningskamera ved Korsør Station den nat, Emilie Meng forsvandt.

Mandag afslørede B.T., at politiet har beslaglagt bilen i Slovakiet. Den var blevet totalskadet i Danmark i 2021, solgt videre til en autoophugger og eksporteret til Slovakiet, hvor en familie i dag ejer bilen.

Under pressemødet onsdag bekræftede politiinspektør Kim Kliver, at politiet har lokaliseret og sikret bilen i Slovakiet, og at den skal undersøges for spor.

Korsørmanden er varetægtsfængslet indtil 11. maj. Udover drabet på Emilie Meng og bortførelsen af den 13-årige pige i Kirkerup er han også sigtet for at have overfaldet og forsøgt voldtaget en 15-årig efterskoleelev i Sorø i november sidste år.

Hans advokat oplyste tidligere onsdag til B.T., at han nægter alt.

»Min klient nægter sig skyldig. Og jeg skal gøre opmærksom på, ligesom det blev nævnt på pressemødet, at der altså kun er tale om en sigtelse,« sagde mandens forsvarsadvokat, Karina Skou.