En billist satte direkte kurs mod cykelstien og fortovet, hvor en gruppe mænd kom gående. Bilen ramte en 18-årig mand, og føreren stak af.

Politiets teori er, at flugtbilisten med vilje gik efter at påkøre en eller flere af mændene.

»Det var formentlig forsætligt. Noget tyder på, at føreren af den her bil ville ramme,« siger vagtchef Henrik Brix ved Københavns Politi.

Påkørslen skete ved Arne Jacobsens Allé på Amager fredag eftermiddag. Vidner alarmerede politiet klokken 14.06.

Bilisten stak af efter påkørslen. Politiet har efterfølgende fundet en bil, der formodes at være den, der ramte den unge mand.

Politiet har dog fortsat ikke nogen anholdte eller mistænkte i sagen.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Den påkørte blev kørt til sygehuset med politieskorte. Han var ved bevidsthed, men hans tilstand er uvis.

Det er også endnu uvist, hvad der skulle være årsag til påkørslen, og om der er en eventuel konflikt mellem føreren og den påkørte.

Ligesom det også er uvist, om føreren ramte den person, han eller hun gik efter.

Politiet formoder, at de involverede ikke er banderelaterede.

»For nuværende er der ikke noget, der indikerer, at det er nogen med rygmærker af forskellig art. Men det indgår selvfølgelig i vores efterforskning,« siger Henrik Brix.