Pralede med at være hendes elsker

Amagermanden Marcel Lychau Hansen, der ved årsskiftet blev idømt fængsel på livstid for to kvindemord og voldtægt af seks kvinder, havde i sin ungdom også en blød side. Han var  børnepasser

I bogen "Sagen om Amagermanden - jagten på en serieforbryder", der udkommer fredag, oplyser DR-journalisterne Claus Buhr og Vicki Therkildsen, at Marcel Lychau Hansen omkring 15 års-alderen fik job som babysitter hos en luksusprostitueret.

Kvinden havde han mødt, da han efter et tre måneders togt med et skib begyndte at tilbringe en del tid på Vesterbro i København. På det tidspunkt var Marcel gået ud af 8. klasse i utide, fordi han havde problemer i skolen - ikke mindst på grund af sin ordblindhed.

- Marcel passede kvindens barn, mens hun havde kunder. Den smukke prostituerede havde en del rockere, som kom fast hos hende. De forsynede både hende og de andre i lejligheden med stoffer. For Marcel og Tommy (barndomsven, red.) betød det, at de kunne være skæve hele tiden, mens de hang ud i lejligheden. Over for vennerne pralede Marcel med, at han var blevet kvindens elsker, skriver DR-journalisterne i deres bog.

I den følgende tid havde Marcel også en forholdsvis tæt kontakt til de lidt ældre rockere i Bullshit, der ligesom Marcel og hans kammerater havde haft deres faste gang i den lokale ungdomsklub Nøragersminde Ungdomsklub.

 Men selv om Marcel af og til var med til fester i Bullshit-rockernes klubhus blev han dog aldrig for alvor en del af klubben.

Han gik sine egne veje med sin egen grove kriminaliet, der altså bl.a. kom til at omfatte drab og voldtægter gennem 23 år i København.