Læs uddrag af deres historier her.
Med BT PLUS får du:
- Søs Egelind: Jeg lovede mine børn, jeg ikke ville dø
- Ghita: Jeg sank ned i et mørke
- Kendte om at få kræft
- Artiklen: Flere børn overlever kræft
BT PLUS anbefaler også:
Kendte om kræft: Brian Holm gik i chok, Ghita Nørby arbejdede videre og Søs Egelind svinede sin læge, da hun fik sin diagnose. Syv kendte fortæller nu i DR2’s temalørdag om at få kræft, leve med det og komme ud på den anden side med ar og en stor taknemmelighed over livet
Syv kendte fortæller om, hvordan de skreg af lægerne, skjulte det for deres børn, knoklede, græd, klippede håret af og forestillede sig, hvordan livet gik videre uden dem, da de blev ramt af kræft.
Men fælles for dem alle er, at de er blandt den halvdel af alle kræftramte, der hvert år overlever sygdommen, og det fortæller de nu om i temalørdag på DR2. Der er cykelrytteren Brian Holm, skuespilleren Ghita Nørby, komikeren Geo, journalisten Flemming Flyvholm, søstrene Josina og Josephine Bergsøe, og så er der skuespilleren Søs Egelind.
Da hun i 2005 sidder hos lægen med gevaldigt ondt i ryggen, har hun ikke i sin værste fantasi forestillet sig, at det bliver begyndelsen på et langt, opslidende kræftforløb. Men ‘der sider sørme noget stort’ i ryggen, kan lægen konstatere. En biopsi bliver taget, og det, lægen trækker ud, kan Søs Egelind godt se ikke hører hjemme i kroppen. Det skal ud, men meget mere får hun ikke at vide.
På vej på operationsbordet, hvisker en sygeplejerske til hende, om hun går meget i lavtaljede bukser. Ja, altså af hensyn til stomiposens placering, uddyber sygeplejersken. Den slags kan Egelind ikke tage stilling til, og hun hæfter sig kun ved, at kirurgen siger ‘Det skal vi nok få kureret!’. Og at det viser sig, hun alligevel ikke behøver ‘en pose på maven’. Heller ikke da hun omtåget vågner op og en læge på pædagogisk vis kommer ind med en blok, hvor han tegner hendes krop og skraverer stort set det hele, fatter hun alvoren.
Ingen har sagt k-ordet. Men lægen får sagt, at det er sygt, omkring hjerte, lunger og milt. Kemo? spørger hun. Ja, det skal hun sandelig have, svarer lægen. Har jeg kræft? spørger Søs Egelind, og han svarer ja. Men da hun kækt replicerer med kirurgens løfte, konstaterer lægen blot: ‘Det kan han sagtens sige’. Dér får den ellers muntre skuespiller nok.
- Da jeg ligger dér i erkendelsesprocessen med slanger alle vegne, så rejser jeg mig op og sviner ham til. Det har jeg aldrig undskyldt, og det vil jeg aldrig undskylde, fortæller hun i tv-dokumentaren. - Jeg råber, at han må krafteddeme ikke tage det eneste, jeg har, fra mig. Mit håb. ‘Kan du så komme ud, jeg vil aldrig se dig mere! får jeg råbt. Jeg er så vred, at jeg bare må fortælle, hvilken kæmpe stor idiot, han er. Søs Egelind klukker lidt efter hun har genspillet scenen og beretter om sygeplejersken, der kommer ind og forfærdet spørger ‘Hvad har du dog gjort ved ham!’.
- Jeg er jo i gang med at forstå, det man ikke kan forstå. Jeg kan miste mit liv. At jeg er dødssyg.
Onkologen, der kommer ind den dag, bliver både hendes bedste ven og den mand, der senere redder livet på hende. Men først skal der 24 kemokure til at få bugt med den kræft, der raser i hendes lymfeknuder.
- Jeg vidste bare, at man fik det i armen, og at det var sindssygt giftigt, men jeg var ikke klar over, at man skulle overvåges, og taber man det på gulvet, så kommer der altså hul i linoleummet. Min krop kæmpede helt vildt meget imod, og den ville simpelthen ikke have det - i starten. Så vænnede den sig til det. Helt naturligt tænkte jeg, hvor er det godt, jeg har det skidt. Neeeej, jeg taber håret! Det var sindssygt grænseoverskridende, men samtidig måtte jeg erkende, at det jo virkede. Søs Egelind tager aldrig sætningen ‘jeg kan dø’ i sin mund. Hun tænker slet ikke over døden.
- Jeg kan ikke sige, hvorfor... Det første, jeg sagde til familien, især til mine børn, var: Jeg lover jer, at jeg ikke dør. Jeg lover jer! siger hun med tordnende stemme, inden hun med et skælmsk smil tilføjer:
- Og man må jo ikke lyve for børn. Hun holder sit løfte over for sine døtre Clara på 19 og Molly på 24, men ægteskabet gennem 25 år med den daværende mand filmfotografen Bjørn Blixt brister i 2010. Men ikke kun på ondt, har kræften vendt hendes liv på hovedet.
- Jeg har ikke brug for at frigøre mig fra det. Jeg har ikke brug for at få fjernet de tatoveringer, som fik strålekanonen til at ramme de rigtige steder. De er mine medaljer. Jeg har ikke brug for at skjule det kæmpe ar eller glemme, hvordan det var at være i det limboland, for det er dér, jeg har lært rigtig meget om min egen glæde og styrke ved livet.
DR2 Tema sendes i aften klokken 20.00
