Den danske tv- og radioværet Mayianne Dinesen har tidligere været kærester med verdensstjernen Prince, som torsdag morgen blev fundet død i sit hjem, blot 57 år gammel.

Da BT fanger 49-årige Mayianne Dinesen på en telefon, har kun lige hørt den triste nyhed.

»Jeg har netop fået det at vide, jeg er meget berørt« siger Mayianne Dinesen og tilføjer:

»Jeg har brug for at sunde mig, før jeg kan tale mere om det.«

Senere på aftenen vender hun tilbage til BT og de andre danske medier, som har kontaktet hende med en uddybende kommentar.

''Kære journalister. Tak for jeres opkald og fine forståelse,' indleder hun, og fortsætter:

'For kort tid siden fik jeg meddelelsen om, at Prince er fundet død i sit hjem i morges. Det er en chokerende besked, som berører mig dybt. Jeg var både stor fan og lærte mennesket bag at kende i et kort glimt for mange år siden,' skriver Mayianne Dinesen i en sms til BT.

'Verden har mistet et utrolig fint, sensitivt og generøst menneske, der levede og åndede for sin kunst, som han udførte med den største kærlighed, æstetik og og ekvilibrisme. Som i sin kunst, sådan oplevede jeg ham også privat. En omsorgsfuld, betænksomt og kærlig mand, der levede sit liv fuldt ud i overensstemmelse med sin spirituelle overbevisning - og altid i troen på det gode i folk omkring ham,' fortsætter hun.

Prince og Mayianne Dinesen mødte hinanden til et interview i 1989. Dengang var hun bare 23 år gammel og hed Marianne. Der skete noget særligt til det interview, og verdensstjernen faldt pladask for den danske charme. De to blev kærester og var sammen fra 1989 til -1990.

Hun har tidligere udtalt, at det var et 'spændende' forhold, men er stadig fuld af beundring for både mennesket og kunstneren Prince.

'Vi har mistet et musikalsk geni og et meget levende, legesygt og fint menneske. Det er næsten ubærligt at tænke på at han ikke er hos os mere. Jeg forventer hele tiden, at han dukker op lige pludselig og spørger, hvad jeg synes om hans seneste album og kan jeg høre hvem der spillede dette og hint instrument, med et drillesygt glimt i øjet, som han gjorde da vi kendte hinanden,' skriver Mayianne Dinesen.

Læs også: Princes allersidste koncert: Her synger han 'Purple Rain' - en uge efter er han væk for evigt

'Så meget desto mere sørgeligt at det ikke kommer til at ske - i dette liv. Men han har efterladt en stor arv, som vi altid kan bruge. I den har han lagt hele sin sjæl og sit liv. Og den fineste af slagsen.'

Når store kunstnere pludselig går bort i en beskeden alder, begynder rygter om stofmisbrug eller alkoholmisbrug ofte at cirkulere. Især når der er mystik om dødsårsagen som i Princes tilfælde. Men netop Prince var kendt som en afholdsmand, og Mayianne Dinesen bekræfter, at han aldrig rørte stoffer, mens de var sammen.

'Der kan vel nærmest ikke være mange, der vil mistænke det sædvanlige; alkohol eller stoffer, for at være årsagen til hans død. Den mand, jeg kendte, tog i hvert fald aldrig berusende midler. Det havde han ikke brug for og det var ham inderligt imod. Prince havde sin musik, som støttede ham, inspirerede ham og fyldte ham op. Han fik guddommelige inspirationer og fulgte dem med med stærk disciplin, stor dedikation og smittende entusiasme,' skriver hun og slutter sin sms af med ordene:

'God aften til alle fra Mayianne'

Udover at være tv- og radiovært har Mayianne Dinesen også en fortid som model.