Koncernchef Mikkel Vendelin Olesen har meget at glæde sig over i disse dage. Mandag blev Pandora-smykker introduceret på børsen og værdisat til 27,3 mia. kroner. Og i løbet af det seneste par dage er prisen på Pandora-aktier steget yderligere.

- Det har været meget overvældende, og den interesse, der har været over hele verden op til børsnoteringen, har også været meget overvældende, siger Mikkel Vendelin Olesen.

Loyale kunder

Han mener, Pandoras succes skyldes smykkekonceptet, hvor kunderne køber forskellige vedhæng til deres armbånd - de såkaldte charms - så kunden selv kan sammensætte sit smykke.

- Samlesmykkekonceptet tiltaler forbrugerne og gør dem loyale. Og den forbrugerloyalitet til brandet er helt unik, siger Mikkel Vendelin Olesen.

Konceptet betyder, at kunderne ikke behøver at købe et færdigt smykke, men kan udvikle det over nogle år.

Pandora laver også øreringe og fingerringe, hvor man kan bygge videre på sit smykke.

200 nye hvert år

I alt har Pandora i dag 1.800 forskellige smykkedesign i form af charms til armbåndet, øreringe, halskæder og ringe, og planen er hvert år at tilføje 200 nye til sortimentet.

- Noget andet, der er specielt for Pandora, er, at vi selv styrer hele kæden - både design, produktion og forretninger. Det har betydet, at vi har kunnet opbygge et brand omkring smykkerne. Brands er kendt i tøjbranchen, men er først nu ved at komme frem i smykkebranchen, fortæller Mikkel Vendelin Olesen, der tidligere har været koncerndirektør i IC Companys.

Stiftet i 1982

Pandora blev stiftet i København i 1982 af ægteparret Per og Winnie Enevoldsen.

I 2000 blev charms-armbåndene lanceret og er siden blevet en kæmpe succes. Smykkerne sælges nu i 50 lande, og 99 procent af Pandoras omsætning ligger uden for Danmark.

- Det primære for investorerne er den forretningsmodel, vi har, som betyder, at vi kan kontrollere hele kæden Det er forretningssystemet, mere end om de kan lide det, vi laver, eller prisniveauet, siger Mikkel Vendelin Olesen.