Den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn kalder Robert de Niro for en “pornobiografmand”, og mener, at Harrison Ford giver indtryk af at have taget for meget narko.

Den danske filminstruktør Nicolas Winding Refn har fået enorm succes med sine seneste film “Drive”, der sidste år blev nomineret til hovedkonkurrencen i Cannes, og “Only God Forgives”, der om få dage har verdenspremiere ved den berømte filmfestival.

Efter kritikersuccesen med “Drive” er tilbuddene fra Hollywood strømmet til Nicolas Winding Refn fra producere, der har ønsket at “parre” ham med flere af branchens største stjerner, heriblandt Robert de Niro og Harrison Ford.

Møderne med de to stjerner er dog ikke faldet så heldigt, i hvert fald håner instruktøren begge stjerner i et interview, han har givet til filmbladet Ekko. Ifølge Refn mindede den nærmest legendariske skuespiller, Robert de Niro, om “en mand, der går på pornobar, en pornobiografmand, med hatten helt ned over ørerne”.

Instruktøren havde tidligere mødt De Niro i Cannes, hvor skuespilleren var juryformand, men dette havde skuespilleren tilsyneladende helt glemt, da han nogle måneder senere mødtes med Refn i New York for at diskutere en filmrolle. Skuespilleren erklærede tilmed, at han slet ikke var interesseret i rollen, hvilket Refn fandt noget ydmygende, da instruktøren havde rejst hele vejen fra Danmark for at tale med ham.

Et møde med filmstjernen Harrison Ford gav heller ikke det ønskede resultat, selv om Ford havde set flere af Refns film og godt kunne lide dem. Ford skulle spille en rolle som en politimand, der er ved at miste synet, men filmen bliver formentlig ikke til noget.

“Den dropper sig selv, for det virker som om Harrison Ford har taget så meget narko, at han ikke er i stand til at formulere en sætning,” siger Refn til Ekko.