Modellen Laura Petersen er blevet mor til en lille pige, som erhvervsmanden Klaus Riskær Petersen er er far til. Det skriver en jublende lykkelig mor, som nu skal til at opfostre for den lille pige som alenemor. 

- Kl. 18.06 kom min elskede lille smukke pige Isabella til verden. Sund og rask, jeg er helt nyforelsket. Er så taknemmelig. Glæder mig til i skal møde hende, skriver hun på Facebook. 

Den 59-årige Klaus Riskær brød ellers forholdet til den 29-årige model kort tid efter, modellen annoncerede sin graviditet. Den kontante erhvervsmand gjorde det klart overfor Laura Petersen, der er blevet mor for første gang, at hun ikke ville komme til at få en krone.

- Med hensyn til økonomiske og andre forhold vil jeg ikke lade mig afpresse via medierne. Jeg er i denne sag kold overfor, hvad der står i pressen. Det er korrekt, at jeg har meddelt Laura, at hun kan ikke få anden bistand og støtte end den, alle andre single-gravide kan påregne at få efter gældende lovgivning, sagde han og uden at lægge skjul på, at han var godt og grundigt træt af situationen.

- For så vidt angår barnet selv, vil jeg vedkende mig faderskabet, og barnet vil kunne få direkte støtte og hjælp som ethvert andet barn, der kommer til sin far. Men det har intet med Laura at gøre, slår han fast.

Klaus Riskær Petersen, der netop er blevet far til sit femte barn, gik efterfølgende i medierne og argumenterede for, at mænd skal have mulighed for at få en juridisk abort. 

- Manden bør også have mulighed for at træffe et valg. Han skal have mulighed for at frasige sig juridiske forpligtelse, hvis han gør det tids nok til, at kvinden kan nå at tage sine forholdsregler. Det indebærer så også, at han mister sine rettigheder som far, forklarede Klaus Riskær dengang til BT.

Det var dog ikke noget, der slog hans lykkelige ekskæreste ud.

- Hun skal hedde Isabella, og navnet betyder "den, der ærer Gud". Allerede som barn tænkte jeg, at hvis jeg nogensinde fik en pige, skulle hun hedde Isabella. Jeg synes, det er et utroligt smukt navn. Og nu, jeg skal være alenemor, har jeg ingen, jeg skal aftale navnet med, sagde Laura Petersen.

Klaus Riskær Petersen har i forvejen fire sønner, mens det er Laura Petersens første barn.