Landstræner Gudmundur Gudmundsson må nøjes med minderne om den danske håndboldtriumf i Rio de Janeiro. 

For der bliver ingen OL-medalje til de danske håndboldherrers islandske styrmand. Det slår sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, fast - dagen efter, at det danske OL-hold landede i Kastrup.

Ulrik Wilbek har ellers sørget for, at landsholdets OL-reserve, Hans Lindberg - der heller ikke fik en medalje ved den officielle overrækkelse - får produceret det synlige bevis på den danske finalesejr over Frankrig.

Men sådan en ordning må Gudmundur Gudmundsson spejde forgæves efter. De olympiske regler står simpelthen i vejen.

»Nej, det vil der ikke blive lavet en medalje til Gudmundur. Der er jo aldrig nogle af vores landstrænere, der har fået en OL-medalje. Trænerne må ikke få en medalje - kun atleter. Det er noget, IOC dikterer. Vi må kun lave én til Hans (Lindberg, red.). Og vi kan også kun få fat i ét medaljebånd til Hans. Og det i sig selv har været svært nok, kan jeg afsløre,« fortæller Ulrik Wilbek og tilføjer:

»Jan Pytlick har heller aldrig fået en guldmedalje. Jeg fik lavet en privat replika af OL-guldmedaljen i 1996, men den var ikke officiel, og DHF var heller ikke involveret.«

Tror du, at Gudmundur er ked af, at han ikke får en guldmedalje?

»Det tror jeg ikke. Det er jo reglen, og den kender alle. Hvorfor er der ikke nogle, der spørger, hvorfor Pernille Blumes svømmetræner ikke har fået en medalje? Det er nøjagtigt det samme. IOC ville rent økonomisk få store problemer, hvis hver eneste træner til hver eneste medaljevindende atlet også skulle have en medalje. De er dyre sådanne nogle medaljer.«

Ulrik Wilbek oplyser desuden, at Hans Lindberg ikke skal vente længe på sit olympiske guld.

»Det er gået igennem nu, og jeg har lige bestilt den hos en guldsmed.«