Lotte Grigel frygtes færdig til EM, og er lige nu på hospitalet for at blive undersøgt i knæet.

Det er dagen derpå i den danske EM-lejr efter gårsdagens nederlag til Serbien. Da spillerne mødte pressen ved en timelang seance på halgulvet i Beograd Arena var humøret lavt. Men ikke nok med det. Strabadserne på banen kan betyde, at playmaker Lotte Grigel har spillet sin sidste kamp under denne slutrunde.

- Hun knaldede sit knæ i halgulvet mod Serbien, og har meget ondt i dag. Derfor deltager hun ikke i pressemødet. I stedet er hun taget på hospitalet for at få knæet ultralydscannet. Jeg ved ikke, hvornår vi kender resultatet af denne. Men jeg frygter, at hun ikke er med mod Norge i morgen, sagde landstræner Jan Pytlick, der glæder sig til torsdagens kamp mod Norge.

- De er stærke. Men vi har besejret dem i vores seneste to indbyrdes opgør. Det kan vi gøre igen, sagde han og tilføjede:

- Vinder vi, tror jeg, at pladsen i semifinalen er sikret. Jeg kan nemlig ikke forestille mig, at Serbien forinden besejrer Frankrig, og dermed sender os ud. Serberne virker slidte. Det gør franskmændene til gengæld ikke.

Og forsvarets general, Marianne Bonde, er også optimisk.

- Vi vinder. Det er jeg 100 procent sikker på, sagde hun.