Rådene er mange, men hvilke hjælper egentligt, så du ikke ender med at bruge din ferie hos lægen eller på toilettet?

København. Når du rejser udenlands er der risiko for, at du møder nye bakterier, din krop ikke er vant til at blive udsat for. Det kan betyde, at du ender med at bruge din ferie på toilettet.

Lars Østergaard, der er professor i infektionssygdomme ved Århus Universitet, beroliger med, at det blot kræver lidt sund fornuft for at undgå at blive syg på ferien.

1) Rejser sydpå

Mange har oplevet at blive ramt af maveonde, når de tager på charterferier sydpå.

Men du behøver ikke bekymre dig om vandet i hanerne, hvis du rejser sydpå. Du kan godt drikke det, og du får ikke maveonde af at børste tænder i det.

Skulle du være så uheldig at få diarré, så hold dig til diarréstoppende piller. Piller med mælkesyrebakterier virker nemlig ikke, fortæller Lars Østergaard.

For at undgå at blive ramt af for eksempel roskildesyge eller salmonellainfektion, så bør man altid spise kogte, bagte eller stegte retter, der er forberedt kort tid før, de bliver spist.

2) Vandreturen

Oftest er det folk med forstuvede ankler eller højdesyge, der melder deres skader til rejseforsikringer.

- Det er vores erfaring, at man med stor fordel kan træne op, inden man skal på vandreferie. Helt på højde med, at man gerne skal have trænet sig op, inden man tager på skiferie, forklarer Mark Bartram, der er nordisk chef for marketing og kommunikation ved Europæiske Rejseforsikring.

Man bør heller ikke bevæge sig over højder på 2000 meter, hvis man ikke har en guide med eller har erfaring med sådanne højder. Simpelthen fordi man kan risikere at få højdesyge.

Hvis du rejser til Sverige eller Østeuropa, bør du også overveje at blive vaccineret for TBE, der er en flåtbåren virus, der i værste tilfælde kan give hjernebetændelse, siger Lars Østergaard.

3) Orientalsk tur til Asien

- Vaccinationer er et must, understreger Mark Bartram fra Europæiske Rejseforsikring.

Ifølge Lars Østergaard bør du se på vaccinationer som en brandforsikring af dit hus. Risikoen for, at huset brænder er ret lille, men hvis det brænder, er det bare godt at være forsikret.

Du kan finde oplysninger om vaccinationer på Statens Serum Instituts hjemmeside.

I Asien bør du ikke drikke vandet fra vandhanen, og så bør du altid lige tjekke, om den vandflaske, du har købt, nu også er plomberet.

- Mange sygdomme i Asien overføres via myg, så det er en god idé at have myggebalsam med hjemmefra, siger Lars Østergaard fra Institut for Klinisk Medicin.

Når du løber tør for myggebalsam, kan du sagtens købe noget nyt i udlandet. Det er ofte også lidt mere krads.

Fakta: Hvis uheldet er ude

- Ring til dit forsikringsselskab, hvis du er blevet syg. De ved, hvor du kan få den bedste hjælp.

- Husk at få lægerapporten og kvitteringer for alle udgifter på medicin. Det beløb kan du få refunderet, når du kommer hjem.

- Brug sin sunde fornuft. I turistområder kan man opleve, at lægerne vil indlægge folk i flere dage, selv om det ikke er nødvendigt.

Kilde: Europæiske Rejseforsikring.

/ritzau/FOKUS