Víctor Valdés, der er blevet lagt på is i Manchester United, siger farvel på sin Twitter-profil.

Víctor Valdés har muligvis fundet en ny klub, efter at han for et halvt år siden blev kasseret af Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal.

I hvert fald har den mangeårige FC Barcelona-målmand offentliggjort en meddelelse på Twitter, som kraftigt indikerer et skifte.

»Tak til alle for jeres støtte til mig gennem disse måneder med hårdt arbejde, jeg vil aldrig glemme det. Vi ses snart,« skriver Víctor Valdés i en meddelelse, der er ledsaget af et billede med Manchester Uniteds navn.

Den 34-årige målmands karriere har i de seneste år været i frit fald, efter at han tidligere blandt andet vandt tre Champions League-titler med FC Barcelona.

I januar 2013 kom det frem, at Víctor Valdés ønskede at forlade den spanske storklub, når hans kontrakt udløb i sommeren 2014.

Målmandens plan gav dog bagslag, da han i marts 2014 blev langtidsskadet.

I januar sidste år hentede Louis van Gaal så Víctor Valdés til Manchester United på en kontrakt af halvandet års varighed. De to havde tidligere arbejdet sammen i FC Barcelona.

Víctor Valdés lignede på det tidspunkt et godt bud på en kommende førstemålmand i Manchester United, ikke mindst fordi klubbens førstemålmand, David De Gea, dengang rygtedes kraftigt på vej til Real Madrid.

Noget gik dog fuldstændig galt i relationen mellem Víctor Valdés og Louis van Gaal.

I juli sidste år meddelte den hollandske manager, at Manchester United ville sælge Víctor Valdés, fordi han havde nægtet at spille for klubbens andethold.

 

/ritzau/