Med et mål og et oplæg sørgede Cristiano Ronaldo for Real Madrid-sejr mod de tamme lokalrivaler, Atlético Madrid.

Atlético Madrid lå både før og efter lørdagens kamp mod Real Madrid på andenpladsen i La Liga, men det var ærligt talt svært at se, at holdet skulle være førsteudfordrer til FC Barcelona, som fører rækken.

I de 90 minutter på Real Madrids hjemmebane, Estadio Santiago Bernabeu, skabte de rød- og hvidstribede dårligt en eneste målchance, og så er det unægtelig svært at vinde en fodboldkamp.

Måske kan man så spille uafgjort, men dén mulighed forsvandt allerede efter et kvarter for Atlético, da Cristiano Ronaldo bragte Real Madrid foran på et smukt frisparks-mål.

Efter spansk standard var opgøret faktisk noget tamt, da Atlético ikke for alvor var villige til at satse på at indhente den tidlige føring, men man må omvendt give holdet, at det i nogen grad lykkedes at holde værterne fra fadet.

1-0 holdt til pausen, men 20 minutter ind i anden halvleg blev føringen dobbelt så stor, da Cristiano Ronaldo med en flot tværpasning fandt Mesut Özil, som i første omgang tabte bolden, men vandt den tilbage igen og passerede Atléticos målmand, belgieren Thibaut Courtois.

Stadigvæk kneb det for udeholdet med at skabe chancer, hvorimod Cristiano Ronaldo i fortsættelsen ramte både overligger og stolpe, men det forblev 2-0 til de forsvarende spanske mestre.

Resultatet betyder, at Real Madrid er 11 point efter FC Barcelona, som tidligere lørdag vandt 5-1 hjemme over Athletic Bilbao. Atlético Madrid er seks point efter katalanerne, men fem foran de kongelige bysbørn.