Flere landsholdsspillere skal i kamp under 48 timer efter, de har spillet i rødt og hvidt i Istanbul. Morten Olsen vil have en løsning

Det er klubberne og spillerne, det går ud over, når FC Nordsjælland og AGF skal spille topopgør i Superligaen blot 45 timer efter landsholdets kamp i Istanbul. Landstræner Morten Olsen opfordrer til dialog for at finde en løsning på problemet. Selv om Patrick Mtiliga er fortid i rødt og hvidt, vil FC Nordsjælland stadig have spillere med, når den næste landsholdstrup udtages frem mod venskabskampen i Istanbul onsdag den 14. november. De danske mestre havde fem mand med i Morten Olsens seneste trup, og spillere som Jores Okore og Nicolai Stokholm ligner sikre deltagere til kampen mod Tyrkiet.

Men der er et problem. Under to døgn efter kampen i Istanbul spiller FC Nordsjælland topopgør i Superligaen mod AGF. Et hold, som i øvrigt også ' risikerer' at have spillere med i Tyrkiet. Dermed har de spillere fra de to klubber, som er med landsholdet, næsten ingen tid til hvile, inden de igen skal i kamp. De når kun akkurat hjem fra Istanbul, inden Superligaen kalder, og det er helt forkert, mener Morten Olsen. Han luftede problemet i en snak med Ritzau onsdag. Nu uddyber han overfor sporten.dk.

- Jeg kunne egentlig være helt kold og ligeglad, for det er ikke landsholdet, det her er et problem for. Det er spillerne og klubberne, det går ud over, når de spillere, der er med i Tyrkiet, skal spille en Superliga-kamp så kort tid efter, vi igen er landet i Danmark, siger landstræneren.

- Havde det været omvendt - med en testkamp onsdag -og en mandagskamp to dage tidligere, havde det været et problem for landsholdet.Men det er ikke sådan, det er. Det er spillerne, der har et tæt program, og klubberne, der får trætte spillere hjem, fortsætter Olsen.

Situationen omkring det meget tætte kampprogram får Olsen til at overveje, i hvor høj grad han skal gøre brug af spillerne fra AGF og FC Nordsjælland i venskabskampen mod Tyrkiet.

- Igennem min tid som landstræner, har jeg bevist, at vi altid tager hensyn til klubberne, og det vil vi også gøre her, forklarer landstræneren, der bakkes op af manden, miséren går mest ud over.

- Selvfølgelig kan man ikke spille med to dages mellemrum. Det er fysisk umuligt. Det er branduheldigt, at kampene kommer til at falde på den måde og vurderet ud fra sportslige hensyn, vil jeg give Morten Olsen fuldstændig ret. Det er absolut ikke optimalt, siger FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand.

Det er DBU og klubbernes forening, Divisionsforeningen, der har magten og indflydelsen til at lægge og ændre programmet, men DBU vil ikke flytte den problematiske kamp, og Divisionsforeningens formand, Claus Thomsen, forstår ikke Morten Olsens kritik. Det får dog ikke landstræneren til at give op. Tværtimod. Han opfordrer i stedet til at der findes en løsning, så lands-og klubkampe ikke kolliderer på samme måde igen.

- Det er en situation, der skal løses, og det gør man via snak. De implicerede parter skal sætte sig sammen og løse problemet, siger Olsen.