Portugal vandt en fortjent sejr over Tjekkiet, mener stjernen Nani.

Cristiano Ronaldo var den eneste spiller, der kom på scoretavlen i kvartfinalen mellem Portugal og Tjekkiet, men 1-0-cifrene var en smule misvisende.

Portugal kom nemlig frem til en masse chancer, ja faktisk 20, mens tjekkerne bare måtte se på og kun havde to muligheder. Der skulle dog gå 79 minutter, før målet kom.

- Vi var nødt til at arbejde hårdt for sejren. Det var en hård kamp, men vi var tjekkerne overlegne i lang tid, og til sidst scorede vi målet. Det var en fortjent sejr, sagde Nani til portugisisk tv efter kampen.

Nu venter vinderen af Frankrig-Spanien, og det er en selvtillidsfuld Nani, der ser frem mod semifinalen, for han vil endnu længere end blandt de fire sidste ved EM.

- Hvis vi bliver ved med at gøre vores arbejde, kan vi komme langt, tilføjer Manchester United-spilleren.

Den 25-årige kantspiller står efter kampen for ni afslutninger mod mål, men er endnu ikke selv kommet på måltavlen.

Alt imens er den anden kant, Cristiano Ronaldo, nu oppe på tre mål.