AaB meddelte mandag morgen, at forhandlingerne med en udenlandsk klub om et salg af offensivspilleren Nicolaj Thomsen er brudt sammen og indstillet.

Den udenlandske klub er franske Nantes, og Nicolaj Thomsens forliste overgang er et eksempel på, hvor kompliceret en størrelse, transfervinduet og spillerhandler kan være i moderne fodbold.

Klubberne var stort set enige om en pris på 15 millioner kroner plus bonusser - en flot transfersum for AaB for en spiller med kontrakt frem til udgangen af 2016 og det samme for franskmændene, der i givet fald ville sikre sig en spiller før det U21-EM, der venter om to uger i Tjekkiet.

En turnering hvor stærke præstationer helt indlysende kan sende unge spilleres pris på himmelfart. Med forventning om videre udvikling i den fysisk og taktisk stærkere franske liga ser Nantes et videresalgspotentiale i danskeren på sigt - lige indtil det gik op for sportsdirektør Kita, at danskeren har et dårligt øje.

Nicolaj Thomsen ser ikke godt på det ene øje. Det er 'dovent' og er en medfødt skavank, men da Nantes opdagede det, ønskede de ikke længere at indfri AaB's priskrav.

Når en fransk klub køber en spiller, så skal det franske fodboldforbund godkende overgangen - at den er sundhedsmæssig og dermed forsikringsmæssig forsvarlig.

Nantes tvivler på, at forbundet vil godkende danskerens 'handicap' og vil derfor ikke stange 15 millioner kroner af sted med den uvished. Desuden vil Thomsen stå Nantes dyrt i forsikringer, da regler, der siger, at hvis Thomsen skulle komme galt af sted og skade en modstander, vil han og Nantes stå anderledes anstrengt forsikringsmæssigt, da det er en medfødt skavank.

Men sundheds- og forsikringsargumenter er kommaer i det samlede regnestykke. Det er forhandlings-spin fra Nantes, der er blevet overrasket over det dovne øje og nu er nervøse for at havne i de lokale overskrifter af de forkerte årsager.

Nantes er derudover bekymret for, om Thomsens raske øje på sigt vil belastes og forværres, fordi det raske øje 'overbelastes'. Franskmændene ser også med bekymring på mulighederne i fremtiden for at sælge danskeren videre til en større klub, når synshandicappet vil fremgå af hans journal. Derfor vil de have et nedslag i prisen og slår på, at når spillerens øje er dårligt, så får AaB slet ikke solgt ham overhovedet, hvorfor danskerne bare bør tage imod det devaluerede tilbud.

Omvendt må AaB sidde noget forundret tilbage og især rynke bryn af franskmændenes mangelfulde research. Thomsens har generelt ingen problemer med synet, og det er velkendt, at hans højre øje er dårligt og burde ikke overraske Nantes. Nordjyderne må sidde med en vis forventning om til hver en tid at kunne sælge ham indenrigs (ikke at man for alvor kan se AaB ønske ham solgt til en anden dansk klub, eller at nordjyden Thomsen vil spille for en anden dansk klub) for en høj pris eller til en anden udenlandsk klub i tilfælde af et godt U21-EM.

Nicolaj Thomsen har halvandet år tilbage af sin aftale med AaB, så selv dét at lade ham gå kontraktperioden ud og satse på hans kvaliteter på banen vil bidrage til flere tv-millioner og kan hurtigt vise sig som bedre købmandskab end at sælge ham for den håndfuld millioner, som Nantes nu vil give.

Men det afhænger naturligvis af øjet, der ser.