Den danske Swansea-manager mener, at City er blandt favoritterne til det engelske mesterskab, hvis de begynder at præstere bedre på udebane.

I søndagens kamp mod Manchester City måtte Swansea se sig besejret på Citys hjemmebane. Sejren var Citys syvende hjemmesejr af syv mulige, men mens det kører på skinner på hjemmebane, går det knap så godt på udebane. Her har de kun formået at hente fire point i seks kampe.

Efter nederlaget udtalte Laudrup, at han anser City som værende blandt favoritterne til guldet:

- På hjemmebane er City det bedste hold. De har mange topspillere på holdet. City var en af mine to guldfavoritter før sæsonen. Begynder de at spille lige så godt ude som hjemme, så er de det bedste hold i ligaen, mener Laudrup.

City, der i øjeblikket indtager en tredjeplads, skal onsdag møde West Bromwich på udebane i bestræbelserne på at indhente førerholdet Arsenal, der har seks point forspring til Manchesters umiddelbart bedste bud på en mester.