Den danske Swansea-træner regner med at holde fast på sin skarpe angriber - i hvert fald ind til sommer.

Spanske Michu viste igen igår, hvorfor mange betegner ham som årets køb i engelsk fodbold, da han kvikt udnyttede en Branislav Ivanovic-fejl og bragte Swansea foran mod Chelsea.

Dermed har Michael Laudrup allerede fået 16 mål retur fra sin investering i sommer, hvor Swansea slap med at lægge små 18 millioner kroner i Rayo Vallecanos slunkne klubkasse.

Michus strålende form har fået rygterne til at svirre om et skifte til en større klub allerede i dette transfervindue. Men Laudrup regner med at holde på spanieren og afslører samtidig, at det kun er meget få klubber, der har råd til målslugeren.

- Vi ved allesammen, hvordan økonomien i verden ser ud lige nu, så der er ikke mange klubber, der har råd til ham, siger Laudrup ifølge Sky Sports og tilføjer:

- Der er et par stykker her (i England, red.). I Spanien er der to (Barcelona og Real Madrid, red.). I Italien, der tror jeg ikke, der er nogen, som har råd til ham. De har nok at gøre med at sælge spillere. Så er der Bayern München i Tyskland. Altså kun meget få klubber.

- Michu kan godt lide at være her. Så jeg er ikke bange, for jeg er sikker på, at han bliver her de næste fem til seks måneder. Hvad der kommer til at ske til sommer, det ved jeg ikke, slutter danskeren.

Tipsbladet.dk