Liverpool-manager Jürgen Klopp fortæller, at forholdet til Barcelona-emnet Philippe Coutinho fortsat er fint.

Liverpool. Liverpool skal onsdag aften forsøge at slå Hoffenheim ud og kvalificere sig til gruppespillet i Champions League.

Men det bliver endnu en gang uden den brasilianske stjernespiller Philippe Coutinho, som er blevet sat i forbindelse med et muligt skifte til FC Barcelona.

Ud over en rygskade er Coutinho nu også blevet ramt af en virus inden kampen på Anfield.

- Phil kan ikke spille for os, for ud over rygproblemet er han nu blevet syg, siger Liverpool-manager Jürgen Klopp ifølge Sky.

- Og hvis han startede med at træne i morgen, så vil det tage noget tid, fordi han ikke har trænet i lang tid, forklarer tyskeren.

Klopp afviser, at forholdet til Coutinho er anstrengt.

- Selvfølgelig er alt ok mellem ham og mig. Absolut. 100 procent, lyder det fra Klopp, som ikke vil forholde sig til de seneste rygter.

- Jeg kommenterer aldrig, hvad der bliver skrevet og sagt, men det er 100 procent sikkert, at intet har ændret sig, siger han med henvisning til, at Liverpool fortsat ikke vil sælge Coutinho.

Sky skriver onsdag, at FC Barcelona er på vej med et fjerde bud på Coutinho på samlet 138 millioner pund (1,1 milliarder kroner).

Heraf vil den spanske storklub betale 815 millioner kroner til Liverpool med det samme, mens de resterende næsten 300 millioner kroner vil blive udbetalt i bonusser.

Ifølge Skys kilder har Coutinho aldrig været mere opsat på at skifte til Barcelona, som omvendt ikke har tænkt sig at give op i kampen om at få fat i midtbanespilleren.

Barcelona solgte tidligere i august Neymar for 1,65 milliarder og har lige siden været ude efter en erstatning.

Kampen mellem Liverpool og Hoffenheim fløjtes i gang onsdag klokken 20.45. Liverpool vandt det første opgør i Tyskland med 2-1.

/ritzau/